De to jævnaldrene danske stjernejockeys, Oliver Wilson og Kevin Stott, hentede nye internationale sejre 2. påskedag. Oliver red en vinder for formstærke Dominik Moser i tyske Hannover, mens Kevin sejrede for Philip Kirby på den nordengelske bane Redcar.
![Oliver Wilson. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.](https://galopsport.dk/wp-content/uploads/2016/11/oliver_wilson_23627.jpg)
Oliver Wilson, der indledte årets samarbejde med Dominik Moser med en sejr i sidste uge, fortsatte præcis hvor han slap og lagde ud med en sikker triumf på ryggen af den 3-årige hoppe Artistica.
Areion-datteren førte hver en meter under sin danske rytter og trak med lethed fra resten af feltet i opløbet. Sejren lød overlegent med over fem længder.
Siden var Oliver tredje med Mosers favorit North Face, inden han sluttede sidst med Wild Approach i hovedbegivenheden Grosser Preis der VGH Versicherungen (L) og femte med samme træners Sugar Free.
![Sponsor Birte Müllertz overrækker ærespræmier til Lone Kaj-Nielsen, Bent Olsen og Kevin Stott. Foto: Burt Seeger / US Photo.](https://galopsport.dk/wp-content/uploads/2016/06/All-Or-Nothing_MGL0183i.jpg)
Også Kevin Stott, der i sidste uge red en overlegen 3-årsvinder for Godolphin på Pontefract, fulgte op mandag aften med Philip Kirbys 7-årige Cavalieri i et handicap over 3222 meter.
Dagen bød desuden på en anden- og sjetteplads for den yngste af Charlotte Stotts tre sønner.