fbpx

Ny hæder til Calistoga

Træner Lennart Reuterskiöld Jr. og jockey Jacob Johansen har haft en flot sæson på Klampenborg i år, og i lørdags kunne den succesfulde duo føje endnu en storløbssejr til samlingen, da danskopdrættede Calistoga blev en sikker vinder af Tattersalls Skandinavisk Grand Prix.


Calistoga/Jacob Johansen vinder Tattersalls Skandinavisk Grand Prix.

Løbsdagens 1800 meter lange hovedbegivenhed fik en stærk indledning af Ready Eddie, som straks efter start skød frem til en fire længders føring.

Jacob Johansen havde ligeledes Calistoga godt med og parret indtog andenpladsen og skyggede derefter Ready Eddie hele vejen ind på den lige strækning.

Her viste Apple Green sig også, mens Sky Runner blev trukket til et udvendigt angreb.

Med 300 meter igen lå de fire heste stort set på en lige linje, men herefter stod det hurtigt klart at Calistoga havde det fornødne overskud til at trække afgørende fra.

Apple Green så længe ud til at kunne tage andenpladsen, men på en sen afslutning nåede The Khamsin frem og henviste dermed Racing Bowl-vinderen til tredjepladsen.

Sky Runner kom aldrig op i de helt store omdrejninger og måtte tage til takke med fjerdepladsen foran Ready Eddie som fik de sidste penge.

Calistoga har aldrig været bedre end han er lige nu, og sejren i Skandinavisk Grand Prix var en opfølgning på hingstens triumf i Kapps Stora Pris på Täby.

Samtidig beviste Calistoga endnu engang at han tilhører den skandinaviskfødte elite på alle distancer fra 1800 til 2650 meter.

Der var 100.000 kroner i førstepræmie til Richard Of York-sønnens svenske ejere i Investment AB Tandem.


Mufasa/Kim Andersen nedkæmper Tofastforyou/Sara Slot i Klampenborg Maraton.

Mufasa på Maraton-tronen

For andet år i træk afviklede Klampenborg de fire kilometer lange Klampenborg Maraton om 50.000 kroner, og det var med sidste års vinder Mufasa i hovedrollen.

Efter et ærgerligt afbud fra gode Touch Wood var kun seks heste til start i løbet.

Master Caster lagde bedst ud, men der blev sparet gevaldigt på kræfterne over hele linjen de første 2000 meter af løbet og der var ikke de store forskydelser i feltet.

Da feltet galopperede forbi Bakken for sidste gang satte Kim Andersen gang i Mufasa som avancerede udvendigt i banen, mens forhåndsfavoritten Tofastforyou mistede lidt af sin aktion og faldt ned på sidstepladsen.

Sara Slot havde dog fået godt gang i Tofastforyou igen da feltet ramte opløbet og kort efter lignede den svenske gæst en vinder af løbet.

Mufasa er dog råstærk som få, og selv om han på et tidspunkt så ud til at være slået, kæmpede han sig tilbage på de sidste 100 meter og vandt til slut med et kort hoved.

De to forreste havde hele seks længder ned til China Moon på tredjepladsen, hvorefter The Hero og Master Caster tog sig af de sidste præmiepenge.


Fly Society/Kim Andersen vinder 3-års Stayeren før en godt afsluttende Pure Magic/John McLaughlin.

Fly Society i 3-års Stayeren

Stald Airbornes billedskønne hingst Fly Society har ikke gjort meget galt hidtil i sin karriere, og på trods af at han skulle give vægt til samtlige konkurrenter i 3-års Stayeren over 2400 meter var han publikums klare favorit til sejren.

Som forventet gik Hitman til front straks fra start og førte feltet ud på bagsiden med Fly Society liggende som en skygge bag sig.

Kort inde i opløbet lignede det allerede sejr til Fly Society, og Kim Andersen sad fortsat stille med 300 meter tilbage, inden han gav marchordre til sin hest, der dog ikke var meget for at tage den direkte vej til målstregen.

Samtidig angreb Pure Magic forrygende godt på de sidste meter og sørgede for et lille spændingsmoment til slut, men det så dog ikke ud som om Kim Andersen var synderligt bekymret, selv om dommerrapporten løb efter kamp med kort hoved.

Det var Fly Societys fjerde sejr i år, og kredsen omkring hesten tæller nu på knapper med hensyn til om hesten skal jagte den klassiske hæder i Dansk St. Leger den 25. september.


Chiefs Lady/Mark Larsen slår i en tæt finish Ribri/Kim Andersen i Sky Radio 2-års MaidenSerien.

Chiefs Lady aflagde maidentitlen

Træner Louise Burnett har en rigtig spændende hoppe i 2-årige Chiefs Lady, der fik sin Klampenborg-debut i Sky Radio 2-års Maidenserien over 1400 meter.

Løbet så ud til at være et rigtig godt maidenløb, og det resulterede også i en flot opløbskamp mellem netop Chiefs Lady og Ribri, som hurtigt tog afgørende afstand fra de øvrige deltagere og kæmpede en indædt kamp om sejren.

De to svenske heste skiftedes til at føre ned gennem opløbet, men i sidste ende var det Chief’s Lady som trak det længste strå og dermed fik aflagt sin maidentitel i tredje forsøg efter to fine præstationer i Stockholm.

Toto-favoritten Estoy Enamorada var bedst af de øvrige, mens Eko Shan Drani og Al Dente delte fjerdepladsen efter dødt løb.

Chiefs Lady ejes af Stall Aba og blev redet til sejr af Mark Larsen, der er fuld af lovord om den 2-årige hoppe.

”Jeg vandt selv flere løb med hendes mor Seigneur’s Lady, så det er en god fornemmelse at ride hendes første afkom og mærke at det er en hest med fremtiden for sig”.


Dagen i øvrigt

Dagen indledtes med et maidenløb for 3-årige og ældre heste, hvor Sweet Fury var kæmpe favorit.

Hesten skuffede heller ikke sine mange tilhængere og sejrede sikkert før den længe førende Ballet Girl, mens der var tre længder til Bunbury på tredjepladsen.

Sweet Fury trænes af Michael Sørensen og blev redet til sejr af Nicholas Cordrey.

Anna Nilssons 6-årige hoppe Titchi Witchi er i fremragende form for tiden, og i Amatørtrofæserien 8 vandt hun for anden uge i træk med sin træner Christian Usinger i bøjlerne.

Titchi Witchi måtte kæmpe for det tidligt i opløbet, men til slut blev sejren sikker før Lenderline/Sofie Roslund og en godt afsluttende Red Singer/Thomas Sandstød.

Bendt Jensen-trænede Forever kunne med lærling Kristina Kanstrup på ryggen vinde en overlegen tre længders sejr i Scobie Breasley Handicap over 2400 meter.

Max Dancer/Jacob Johansen havde bestemt tempoet undervejs, men i opløbet var Forever helt overlegen og kunne let trække fra foran Almost Famous, mens Max Dancer blev tredje.

Ligesom Kim Andersen fik Mark Larsen to sejre denne lørdag.

Larsen afsluttede dagen med at vinde Secretariat Handicap over 2400 meter med Bent Olsen-trænede Royal Eleven, der overtog kommandoen tidligt i opløbet og siden trak let fra til en to længders sejr foran The Complete/Jacob Johansen og Walk The Line/Marc Stott.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top