fbpx

Ny direktør for Jydsk Væddeløbsbane

En af Aarhus’ vigtigste kulturinstitutioner, Jydsk Væddeløbsbane, får ny direktør. I næste uge sætter 60-årige Michael Hyldgaard sig nemlig i direktørstolen på den kombinerede trav- og galopbane i Marselisborgskovene.


Michael Hyldgaard, der er uddannet cand.merc. i finansiering og udenrigshandel, har gennem en lang erhvervskarriere været ansat i en række forskellige, større virksomheder både i Danmark og udlandet, og han har opbygget et stort kendskab til såvel salg, markedsføring og økonomistyring.

Han har endvidere drevet eget konsulentfirma samt været ansat som direktør i AGF Kontraktfodbold A/S i årene 2001 – 2003.

Michael Hyldgaard er bosat i Århus og har gennem mange år opbygget en stor berøringsflade indenfor byens kultur- og erhvervsliv.Og netop hans store, lokale kendskab har banens bestyrelse vægtet højt, da en ny direktør skulle findes.

”Bestyrelsen har med ansættelsen af Michael Hyldgaard fået en direktør med tilknytning, kendskab og netværk inden for det århusianske sports-, kultur- og erhvervsliv,” fortæller formand for Jydsk Væddeløbsbane, Lindhardt Jensen.

En af Michael Hyldgaards største opgaver bliver at positionere Jydsk Væddeløbsbane blandt de mange fritids- og kulturtilbud, der findes i byen.

”Jydsk Væddeløbsbane er en væsentlig sports- og kulturinstitution i Aarhus, og med ansættelsen af Michael Hyldgaard håber bestyrelsen, at banens position som en af byens vigtigste kulturbærere i fremtiden bliver markeret endnu tydeligere over for byen og dens indbyggere,” siger Lindhardt Jensen.

Banens nuværende, konstituerede direktør, Karl Kristian Guldhammer, fratræder i næste uge sin stilling. Den afgående direktør har siden 1. august 2011 været tilknyttet som regionsdirektør for de nordjyske væddeløbsbaner og har på det seneste været konstitueret som direktør for Jydsk Væddeløbsbane i en overgangsperiode.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top