fbpx

Ny Consolation-sejr til Africa In May

Tina Mortensen og Marc Stott havde en rigtig fin Breeders-dag på Klampenborg, for udover Raynas stærke andenplads bag Cantenac i aftenens hovedbegivenhed, lykkedes det i Breeders’ Consolation for talentfulde Africa In May (Final Appearance) at nedkæmpe Shrek/Lennart Hammer med en sikker længde til førstepræmiens 30.000 kroner.


Africa In May/Marc Stott besejrer Shrek i Dansk Breeders' Cup Consolation den 20. maj på Klampenborg. Foto: US Photo.
Africa In May/Marc Stott besejrer Shrek i Dansk Breeders’ Cup Consolation den 20. maj på Klampenborg. Foto: US Photo.

Africa In May startede for blot syvende gang i karrieren, og dette var hendes tredje sejr.

I fjor tog hun sig ligeledes af Breeders’ Mile Consolation på Täby, mens hun blev anden bag Madame Esprit i Fabellaløb og fjerde bag samme hoppe i Dansk Oaks.

Africa In May stod klart bedst til i Breeders’ Consolation, men efter en noget bleg sæsondebut på Klampenborg den 28. april, var der naturligvis et lille spørgsmålstegn ved dagsformen.

Marc Stott valgte at tage det roligt undervejs, mens udgangstempoet blev dikteret af Miss Behave/Martin Rodriguez. Chirocco/Rafael Schistl kom ind på opløbet som en kommende vinder, men han fandt ikke nok da marchordren faldt, og i stedet overtog Shrek/Lennart Hammer føringen midt i banen og så længe ud til at kunne fortsætte sejrsstimen.

Shrek kunne dog ikke stille noget op overfor det sene angreb fra Africa In May, og han måtte for første gang i år indkassere et nederlag – dog med gode 15.000 kroner i præmie.

Halløjsa/Espen Ski blev tredje før Canadian Wings/Shane Karlsson og Chirocco/Rafael Schistl.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top