I England afgøres jockeychampionatet på næste lørdag på Ascots Champions Day. Imidlertid er der ikke længere tvivl om udfaldet.
![Jim Crowley.](https://galopsport.dk/wp-content/uploads/2016/10/jcrowley_237826.jpg)
Længe så det ud til, at sidste års champion, brasilianeren Silvestre de Sousa, skulle genvinde sit championat, men indenfor den sidste måneds tid har engelske Jim Crowley sat en uimodståelig spurt ind med 48 sejre i september, og han er nu i spidsen med 138 sejre foran de Sousas 124.
Og det forspring kan ikke indhentes til på lørdag.
Jim Crowley er tidligere forhindringsjockey med 300 sejre noteret, inden han i 2006 løste licens som fladløbsjockey. I modsætning til de Sousa rider han ofte for flere store stalde og har en veletableret jockeyagent.
De Sousa fik et godt plaster på såret, da han i går vandt det store efterårshandicap Cesarewitch Stakes for anden gang med £150.000 i førstepræmie.
Efter på lørdag drager Silvestre de Sousa straks videre til Hong Kong, hvor han skal ride over vinteren.