I 1950 købte Vincent O’Brien det nu legendariske træningsetablissement Ballydoyle for 17,000 irske pund. Penge, som han hovedsageligt havde vundet ved at spille på sine egne heste. Det var herfra, at navne som Ballymoss, Sir Ivor, Nijinsky, The Minstrel, Alleged, Sadler’s Wells og Royal Academy ophøjede O’Brien til legendarisk status, og herfra, at det nuværende Coolmore-dynasti med arvtageren Aidan O’Brien blev skabt.
Den 10. januar 2024 blev den 55 minutter lange dokumentar ‘Vincent O’Brien – The Master’ lagt op på Youtube-kanalen Horse Racing Legends, og den fortæller igennem Vincent O’Briens egne ord samt interviews med bl.a. Jacqueline O’Brien, John Magnier, Peter O’Sullivan, John Oxx og Vincents bror Phonsie hele historien om verdens største og mest indflydelsesrige træner nogensinde.