fbpx

Norsk Derby Trial til sæsondebuterende White Heart

Karin Salling kan være godt på vej mod sin første norske Derbysejr, efter Camelot-sønnen White Hearts strålende sæsondebut i torsdagens Derby Trial på Øvrevoll.


White Heart og Carlos Lopez slår Simply Minds i Norsk Derby Trial. Foto: Roger Svalsrød / hesteguiden.com.

Under Carlos Lopez strøg White Heart fra sidstepladsen forbi samtlige konkurrenter i opløbet og sejrede sikkert med en kvart længde foran Simply Minds (Belardo) og totalisatorfavoritten Captain Chorus (Paco Boy).

Derefter fulgte My French Dream (Myboycharlie) og Alligate (Archipenko) på de sidste præmiegivende pladser.

White Heart startede for første gang siden den 18. oktober i fjor, hvor han i sit livs bare anden start sluttede fjerde i Vinterfavoriternas Pris på Bro Park, og efter torsdagens præstation er han strøget direkte op blandt de helt store forhåndsfavoritter til Norsk Derby den 22. august, hvor Rikke Bonde-trænede Stroxx Carlras (Footstepsinthesand) lige nu topper rankingen foran Pusjkin (Muhaarar) og Palm Springs (Juniper Tree).

White Heart har i skrivende stund (kl. 10 torsdag formiddag) endnu ikke fået opdateret sit handicap i sportssystemet.

Førstepræmien i løbet var 50.000 norske kroner værd for White Heart, der siden skiftet fra Marc Stott til Niels Petersen har været i træning på Klampenborg, men nu bliver i championtrænerens stald på Øvrevoll frem mod Derbyet.

White Heart blev købt af Karin Salling gennem Morten Buskop Bloodstock for 140,000 euro på 2019-udgaven af Arqanas August Yearling Sale i Deauville.

Han er bl.a. halvbror til Coolmores Listed-vinder All The King’s Men (No Nay Never) og ud af Gruppe-3-vinderen Chaibia (Peintre Celebre), som selv er ud af en halvsøster til den engelske Derbyvinder fra 1994, Erhaab (Chief’s Crown).


Downtown Leo aflægger maidentitlen for Jan-EriK Neuroth. Foto: Roger Svalsrød / hesteguiden.com.

Aftenens indledende 2-årsløb blev vundet af Wido Neuroth-trænede Downtown Leo (Speightstown), der under Jan-Erik Neuroth havde fuld kontrol over begivenhederne fra start til mål og til slut kunne sejre sikkert med halvanden længde foran Niels Petersens Street Smart (The Gurkha) og Cathrine Erichsens No Compromise (Scissor Kick).

Stall Perlen købte Downtown Leo for 110,000 euro gennem Peter & Ross Doyle Bloodstock på Arqanas Breeze Up Sale i Doncaster, og han er første afkom ud af Galileo-hoppen Durga Devi, der er halvsøster til Breeders’ Cup Juvenile Turf (Gr.1)-vinderen Wrote (High Chaparral).


Resultater: Øvrevoll, torsdag 5. august

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top