Norsk Derby Trial og The Heatherwold Cup på torsdag

Svenskt og Dansk Derby er nu skrevet ind i historiebøgerne for 2025. Resterer gør Norsk Derby, som afgøres den 24. august på Øvrevoll. På torsdag får vi et godt fingerpeg om styrkeforholdet mellem Icon Bling, War Bear, Be Curious, Zakopane med flere.


Icon Bling og Sandro De Paiva sejrer i Norsk 2000 Guineas. Foto: Hesteguiden.com.

I Norsk Derby Trial er de tre første heste gennem mål automatisk kvalificeret til Derbyet, naturligvis såfremt de er forhåndsanmeldt.

Endvidere får den vindende ejer en voucher på 10.000 DKK til brug på næste måneds Scandinavian Open Yearling Sale på York Stutteri.

Otte heste blev mandag morgen starterklæret til opgøret, som rides over 2160 meter på Øvrevolls græs.

Højeste handicap indehaves af Jan-Erik Neuroths norske 2000 Guineas-vinder Icon Bling (Lope De Vega), som blev klassisk vinder da han på overbevisende vis slog lørdagens Larch-vinder Wassim (Zarak) med to længder.

Wassim blev hævet til 87 i handicap efter sin opvisning på Klampenborg i forgårs, og Icon Bling står inden torsdagens Derby Trial ‘kun’ i 85. Mon ikke han viser mere denne gang.


Zakopane og Oliver Wilson vinder Södra Skåningernas Derbytest. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Icon Blings staldkammerat, Zakopane (Zarak), kom ubesejret ind i Svenskt Derby den 13. juli, men måtte efter sygdomspause nøjes med sjettepladsen.

Nu vender Zakopane tilbage på græsset, hvor han kun har startet en enkelt gang som 2-årig med en let sejr til følge.

Jan-Erik Neuroths førstejockey Sandro De Paiva sidder op på Icon Bling, hvilket giver Oliver Wilson chancen på Zakopane. Oliver var også i bøjlerne på Admiral De Vegas halvbror i hestens forrige start, som blev vundet med 10 længder på Jägersro.

Neuroth har også en tredje deltager i form af Katsumoto (Le Havre), der i fjor vandt The Heatherwold Cup, men som ikke har sejret siden. Katsumoto var også til start i Svenskt Derby, hvor han var 11. gennem mål. Han rides denne gang af Nora Hagelund Holm.


Be Curious og Lorenze Putzulu vinder Voterlöpning foran staldkammeraten War Bear med Carlos Lopez. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Niels Petersen sadler en duo i form af War Bear (Kodi Bear) og Be Curious (U S Navy Flag).

Carlos Lopez har valgt ridtet på førstnævnte, som senest var tredje i Norsk 2000 Guineas på tre længders afstand af Icon Bling.

Be Curious er hidtil ubesejret i år, og han vandt Voterlöpning på Jägersro den 1. juni, men blev sent slettet forud for Svenskt Derby den 13. juli. Han rides igen af lærling Lorenzo Putzulu.

Feltet udgøres endvidere af Are Hyldmos Light Garden (Almanzor) og Annike Bye Hansens duo Hawaii Five O (Kameko) og Fearless Lady (Sottsass).

Hér har staldens førstejockey Elione Chaves valgt at ride førstnævnte, som har vundet sine to seneste starter.


Stall Perlens 2-årige Lala Lou fotograferet under Arqanas Breeze Up Sale i maj. Foto: Alison Murphy Photography / Arqana.

Torsdagen i Oslo byder bl.a. også på de 2-åriges The Heatherwold Cup over 1370 meter, hvor vinderen præmieres med 91.000 norske kroner.

I de seneste otte udgaver af løbet har den vindende træner haft efternavnet Neuroth eller Petersen.

Niels Petersen vandt i 2017 med Fingerprints (Footstepsinthesand), i 2018 med Privilegiado (Sea The Moon), i 2020 med Herewegodandy (Dandy Man) og i 2023 med Lord Mountbatten (Connect).

Wido Neuroth stod i 2019 bag Couleur Café (Rock Of Gibraltar), i 2021 bag Downtown Leo (Speightstown) og i 2022 bag Starlight Song (Starspangledbanner).

Samtlige Widos vindere blev redet til sejr af sønnen Jan-Erik Neuroth, der i sin første sæson som træner i fjor selv sadlede vindende Katsumoto (Le Havre), redet af Sandro de Paiva.

Og rigtig meget taler for, at den opdaterede statistik ligeledes vil bære det vindende navn Neuroth eller Petersen, idet fire af de fem starterklærede deltagere trænes af én af disse to.

Jan-Erik Neuroth sender tre debutanter ud i form af Strike Ten (Alson), Lala Lou (Sioux Nation) og Charlie Nosto (Mutajally).

Sandro De Paiva har valgt Stall Perlens Lala Lou, som blev købt for €140,000 på Arqanas Breeze Up-auktion i maj.

Niels Petersen har en enkelt udfordrer til Neuroths trio, og det er Study Of Man-datteren Lady Irene, som kostede €54,000 på Tattersalls Ireland Breeze Up Sale.

Endelig starter Susanne Sivrup Rosenqvist sin Gale Force Ten-søn Like A Tatoo, der som den eneste har rutine fra et prøveløb over 1170 meter græs på Øvrevoll den 17. juli.


Se programmet til Øvrevoll, torsdag den 7. august hér.

Seneste artikler

Scroll to Top