fbpx

Norges Oaks-vinder Crack The Sky solgt til Willie Mullins

For anden gang indenfor få år har den legendariske irske træner Willie Mullins sikret sig en klassisk vindende hoppe fra Skandinavien. Først var det Wido Neuroths Lot Of Joy, og nu er det Niels Petersens Crack The Sky.


Crack The Sky og Per-Anders Gråberg ved sejren i Norsk Oaks 2022. Foto: Hesteguiden.com.

“Hun blev solgt i en privat handel gennem Edgar Byrne og er gået i træning hos Willie Mullins”, bekræfter Niels Petersen om den 4-årige Nathaniel-datter, som nåede at starte 10 gange i sit tidligere regi for ejer Geir Gulliksen.

Hun vandt tre af de 10 starter og rundede sin skandinaviske løbskarriere af med at vinde Norsk Oaks foran den danske Oaks-vinder Sea Lodge (Sea The Stars). Forinden havde hun også været fjerde gennem mål i både Norsk Derby og Svenskt Oaks.

Crack The Sky går nu mod en fremtid over forhindringer, akkurat som Lot Of Joy (Camelot), som dog først fik en række starter på flad bane inden hun blev sprunget ind. Lot Of Joy var bl.a. tredje i The Irish Cesarewitch, inden hun debuterede med to andenpladser i træk over forhindringer.

I sin tredje start vandt hun et maiden hurdle med 12 længder, og senest var hun nummer 14 i et Grade 2 novice hurdle under The Cheltenham Festival.

“Det gælder for Crack The Sky som for Lot Of Joy, at der desværre kun er et begrænset løbsprogram for stayerhopper i Skandinavien, og når de samtidig har en vis portion klasse og potentiale til at blive gode over forhindringer, bliver de til gengæld solgt rigtig godt ud af landet igen”, vurderer Petersen.

Crack The Sky. Foto: Stefan Uppström / Svensk Galopp.

Skandinaviens championtræner har efter to år med filial på Klampenborg nu igen samlet hele styrken på Øvrevoll og går den kommende sæson i møde med godt 50 heste i sin varetægt.

“Jeg havde to gode år med sportslig succes på Klampenborg. Stalden vandt championatet begge år, men desværre var det vanskeligt at drive en filial rent mandskabsmæssigt, og derfor blev beslutningen taget om at samle tropperne igen”, forklarer Niels og fortsætter:

“Det betød selvfølgelig, at vi måtte sige farvel til en række af hestene, som nu står hos andre trænere. Det er selvfølgelig ærgerligt at miste heste i træning, men jeg har fuld forståelse for de ejere, som ønsker at fortsætte med deres hestehold i Danmark”.

Blandt de heste som er fulgt med Niels Petersen fra Klampenborg-filialen til Øvrevoll er Dubai-trioen Slava Ukraini (Moohaajim), King David (Elusive City) og White Heart (Camelot), og i tillæg ankommer 3-årige Gravity (Wilshire Boulebard) inden længe.

“Jeg vil gerne udtrykke tak til Klampenborg Galopbane for muligheden for at træne to sæsoner fra en fin, nyopført stald. I sidste ende krævede det større opbakning end der var for at drive den videre, men som sagt var det rent sportsligt en succesrig periode”.

Niels Petersen med sin nu Klampenborg-assistent Stephan Heiler og jockey Sandro de Paiva. Foto: Burt Seeger.
Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top