Bro Park blev søndag eftermiddag farvet rød og hvid, da de danskopdrættede heste satte sig på de tre hovedbegivenheder i Breeders’ Trophy-serien. No Surrender vandt Classic, My Fortune triumferede i Mile og Bruce Almighty sejrede i Juvenile. Alle tre er opdrættet på Stutteri Hjortebo.
Søndagens bedst betalte opgør, Breeders’ Trophy Classic over 1750 meter, bød på et gensyn med den danske Derbyvinder Grab The Moment (Go Go Gadget), der som storfavorit måtte se sig besejret af Bent Olsens svenske 2000 Guineas-vinder No Surrender (Giant Sandman).
Oliver Wilson, der for første gang var i bøjlerne på No Surrender, tog omgående føringen og sørgede for, at tempoet blev tilpas roligt til, at den fukse vallak kunne galoppere ind på opløbet med masser af kræfter tilbage i tanken.

Yderst i banen var Carlos Lopez på vej frem med Grab The Moment fra sin position bagerst i feltet, men allerede tidligt stod det klart, at der ville være alt for langt frem til suveræne No Surrender.
Giant Sandman-sønnen vandt let med tre længder foran Grab The Moment, som først kort før målstregen fangede Miss Astrakan (Geniale) i kampen om andenpladsen.

Som fjerde fulgte Sir Diamond (Appel Au Maitre) foran Genie (Geniale), Wiggle Wine (Go Go Gadget) og den sidste præmietager Ram Jam (Giant Sandman).
Førstepræmien i Breeders’ Trophy Classic var 992.900 svenske kronor værd for danske Stald Spitco, som her nød No Surrender vinde for tredje gang i karrieren. Samtidig kravlede den samlede indtjening op i lige under 1,9 millioner svenske kronor.

Tidligere på sæsonen vandt No Surrender Svenskt 2000 Guineas foran Wassim (Zarak) og Grab The Moment, og hingsten cementerede nu sin plads blandt årgangens absolut bedste milere.
No Surrender er ud af Kendargent-datteren Aladdin’s Angel og dermed halvbror til King Ferdinand (Elusive City). Desuden er han helbror til Fallen Angel, som har vundet to gange i denne sæson, og halvbror til 2-årige Gabriel (Appel Au Maitre), som endnu er ustartet i Søren Jensens træning.

Oliver Wilson, der har nydt en forrygende weekend på Klampenborg og Bro Park, var også i bøjlerne på sin mor Bettina Andersens 4-årige My Fortune (Appel Au Maitre), som vandt Breeders’ Trophy Mile.

My Fortune var ligesom No Surrender foran fra start til mål, og i opløbet var han helt ustoppelig og galopperede sig ud til en overlegen fire længders sejr foran Jan-Erik Neuroths Appelino (Sea The Moon) og Julian McLarens Johnny B (Mustajeeb).

My Fortune sikrede sig 400.000 svenske kronor til sin ejerkreds bestående af My Stable, A&O Kirk og Hotel Fortunen. Tidligere på året vandt den fukse vallak også Dansk Breeders’ Cup på Klampenborg, og samlet var det hestens syvende sejr i 16 starter med en tilhørende præmiesum på 2,219.584 svenske kronor.

Også han er opdrættet på Stutteri Hjortebo og ud af Neo Nebula (Titus Livius), som også har brugt prominente storløbsnavne som Margrethe (Juniper Tree), Giant Fortune (Giant Sandman) og Lucy Liu (Myboycharlie).

Den første af Stutteri Hjortebos tre Breeders’ Trophy-triumfer kom i hus i Breeders’ Trophy Juvenile (Tommy Gustafsson Memorial), hvor Bruce Almighty (Appel Au Maitre) i sit livs anden start besejrede Strike Ten (Alson) og Lady Medina (Appel Au Maitre).

Bruce Almighty vandt let med tre længder i hænderne på Carlos Lopez og tjente 400.000 svenske kronor til Stall Trick Or Treat, som også har ejet Bruce Almightys samtlige ældre søskende: Hear The Drums (Appel Au Maitre), Cotton Eye Joe (Appel Au Maitre) og Triple Treat (Giant Sandman).
Samtlige har også været i træning hos Niels Petersen.

Svensk opdræt fik også sin hyldest på dagen, da Pernilla Nilsson-opdrættede I Can Do It (Hurricane Red) leverede et bravt comeback efter længere skadespause og sejrede let i Breeders’ Trophy Classic Consolation.

Elione Chaves red I Can Do It til en to længders sejr foran Patrick Wahls Rock Of Hope (Rock Of Gibraltar) og Madeleine Smiths Vanilla Sky (Giant Sandman).

I Can Do It var flot forberedt af danske Søren Jensen for ejer Beatrice Marsing, og sidste års danske Auktionsløbsvinder sikrede sig en førstepræmie på 135.000 svenske kronor, når den den ekstra svenske ejerbonus medregnes.

Landskampens betalingsbalance
Det skandinaviske Breeders’-system er skabt ud fra amerikansk forbillede og er uden tvivl én de bedste opfindelser for sporten.
Breeders’-løbene skaber tilmed en landskampstemning, og det er et unikt vindue for de skandinaviske opdrættere til at vise sig frem.
Herunder vises regnskabet over søndagens fire Breeders’-opgør på Bro Park, som igen i 2025 endte i dansk dominans. De danskopdrættede heste vandt således tre gange meget som de svenskopdrættede.
Med skal også, at samtlige fire Breeders’-vinderes fædre er opstaldet i Danmark. Appel Au Maitre og Giant Sandman på Stutteri Hjortebo, og Hurricane Red på York Stutteri.
Breeders’ Trophy Juvenile, 800.000 SEK
Vundet af danskopdrættede: 560.000 SEK
Vundet af svenskopdrættede: 240.000 SEK
Breeders’ Trophy Classic Consolation, 200.000 SEK
Vundet af svenskopdrættede: 194.000 SEK
Vundet af danskopdrættede: 6.000 SEK
Breeders’ Trophy Mile, 800.000 SEK
Vundet af danskopdrættede: 464.000 SEK
Vundet af irskopdrættede: 200.000 SEK
Vundet af svenskopdrættede: 136.000 SEK
Breeders’ Trophy Classic, 1.985.800 SEK
Vundet af danskopdrættede: 1.668.072 SEK
Vundet af svenskopdrættede: 317.728 SEK
TOTAL
Samlet præmiesum til uddeling: 3.785.800 SEK
Vundet af danskopdrættede: 2.698.972 SEK
Vundet af svenskopdrættede: 887.728 SEK
Vundet af irskopdrættede: 200.000 SEK

























