fbpx

No Short Cuts imponerede stort i Svenskt Derby Trial

Wido Neuroth er noteret for 12 svenske Derbysejre. Den første kom i 1990 med Trivial Pursuit, den seneste i 2015 med Bokan – og den næste kan meget vel være blot være seks uger væk.


No Short Cuts vinder Svenskt Derby Trial under Andreas Tapia Dalbark. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Søndag eftermiddag leverede Stall Perlens No Short Cuts (Will Take Charge) nemlig et brag af en sæsondebut, da han under Andreas Tapia Dalbark brækkede feltet over i flere stykker og til slut vandt Svenskt Derby Trial med 12 længders afstand til Suspicious Boy (Appel Au Maitre) og yderligere fire til staldveninden Lot Of Joy (Camelot).

Siden fulgte Single Malt (Swipe) og Crystal Keys (Appel Au Maitre) foran Bolivar Roads (Tamayuz) og Chatarina (Lawman), mens Hawk Eye (Appel Au Maitre) blev taget op af sin jockey Ulrika Holmquist.

No Short Cuts havde ikke startet siden den 8. november, hvor han sejrede i Skånelandlöpning foran Wolfof Vancouver (Speightstown) og Pusjkin (Muhaarar), som senere denne søndag besatte de to første pladser i Voterlöpning.


No Short Cuts og Andreas Tapia Dalbark. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Samtidig er No Short Cuts ubesejret i tre starter på dirt, og der er med rette bred enighed om, at den amerikanskopdrættede Breeze Up-import bliver en vanskelig hest at besejre over 2400 meter på Jägersro den 18. juli.

Stall Perlen købte No Short Cuts for 100,000 pund gennem Peter & Ross Doyle Bloodstock på sidste års Goffs UK Breeze Up Sale i Doncaster.

Han er efter Travers Stakes (G1)-vinderen Will Take Charge (Unbridled’s Song) og ud af den vindende Scat Daddy-hoppe Gratification. Den stærke moderlinje rummer blandt andet også søskendeparret Starrer og Stellar Jayne, der delte fem Grade 1-opgør imellem sig.

Efter to starter uden at vise sit talent hjemme på Øvrevolls græs i fjor, blev No Short Cuts første gang forsøgt på Jägersros dirt track den 25. oktober, og det resulterede en overlegen seks længders maidensejr foran Chatarina, Pusjkin og Sadlers Man (Lawman), der alle er vindere igen i år.

Siden vandt han som før nævnt Skånelandlöpning og nu er han også vinder af Svenskt Derby Trial.


No Short Cuts og Andreas Tapia Dalbark efter den overlegne sejr i Svenskt Derby Trial. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Andreas Tapia Dalbark har været i bøjlerne på No Short Cuts i fire af hingstens fem starter – og nu er spørgsmålet selvfølgelig, om han igen er at finde på ryggen af Derbyfavoritten den 18. juli, eller om Jan-Erik Neuroth denne gang overtager tøjlerne.

Jan-Erik Neuroth red denne gang Stall Perlens Lot Of Joy, der sluttede tredje på 15 længders afstand af den suveræne staldkammerat.

Sejren i Svenskt Derby Trial var 124.500 svenske kronor værd for Bente og Magne Jordanger, der selv har stået bag hele fem af Wido Neuroths foreløbige 12 Derbyvindere.

Stall Perlens første sejr kom i 1997 med Chirac (Belmez), og siden har ægteparret Jordanger vundet med Valley Chapel (Selkirk) i 1999, Val De Mar (Desert King) i 2002, Appel Au Maitre (Starborough) i 2007 og senest med Handsome Hawk (Hawk Wing) i 2009.

Selv om Voterlöpning historisk set har været den stærkeste formfaktor i det nye millennium, skal vi ikke længere end to år tilbage i tiden for at finde den seneste hest der vandt både Svenskt Derby Trial og Svenskt Derby.

Det var Red Cactus (Hard Spun), der Derby Trial med ni længder i 2:33,3 – præcis samme tid som No Short Cuts blev noteret for i dag.


 

NO SHORT CUTS (USA)
brun hingst 2018
v. Will Take Charge (Unbridled’s Song)
1. mor Gratification (Scat Daddy)
2. mor Tally Ho Dixie (Dixieland Band)
3. mor Tally Ho Annie (Capote)
Søskende i Skandinavien: –
3. karrieresejr i 5 starter.
336.302 SEK.
Hcp.: 92 (efter sejren i Svenskt Derby Trial)
Ejer: Stall Perlen.
Træner: Wido Neuroth.
Opdrætter: Cobra Farm.
Købt for £100,000 (Peter & Ross Doyle Bloodstock) på Goffs UK Breeze Up Sale 2020.

Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste nyheder