fbpx

Ninety Bullets startede Gråbergs hattrick

Onsdag tog Carlos Lopez et hattrick på Øvrevoll, og torsdag fulgte Per-Anders Gråberg trop på Bro Park. Gråbergs første dagssejr blev vundet med Roy Arne Kvislas 3-årige Ninety Bullets, som stod for lidt af en ophentning i sit livs blot anden start.


Ninety Bullets og Per-Anders Gråberg på vej mod maidensejren. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.
Ninety Bullets og Per-Anders Gråberg på vej mod maidensejren. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

Ninety Bullets lignede langt fra en vinder ved indgangen til opløbssvinget. Efter en udmærket start faldt han nemlig tilbage gennem feltet og endte på sidstepladsen, idet han ifølge Gråberg ikke brød sig om at få sand i hovedet.

Gråberg trak i stedet sin hest nogle spor ud i banen, hvorefter parret begyndte at runde konkurrenterne. Der var stadigvæk en del at indhente midt i opløbet, men til slut var Ninety Bullets ganske overlegen og trak i sikker stil fra med to længders afstand til El Gordo/Fredrik Janetzky og Paakame Enki/Fanny Olsson.

Ninety Bullets og Per-Anders Gråberg på vej mod maidensejren. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.
Ninety Bullets og Per-Anders Gråberg på vej mod maidensejren. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

Amerikanskfødte Ninety Bullets startede for kun anden gang i karrieren. Han debuterede tidligere på måneden på Göteborgs græs, hvor han godt nok sluttede langt nede i feltet, men alligevel kun ni længder bag vindende Bankette, som er ét af mandagens favoritemner i Dianalöpning.

“Jeg vidste godt, at distancen ville være for kort i dag, og Ninety Bullets er først lige begyndt at forstå hvad det hele går ud på. Han vil gå meget frem efter dagens sejr”, sagde Roy Arne Kvisla, som købte den brune hingst på Goffs UK Breeze Up Sale i fjor, og hesten var dermed rejsekammerat til Victor Kalejs, som blev købt på samme auktion.

Ninety Bullets og Per-Anders Gråberg modtages af træner Roy Arne Kvisla og repræsentanter fra Easy KB. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.
Ninety Bullets og Per-Anders Gråberg modtages af træner Roy Arne Kvisla og repræsentanter fra Easy KB. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

Faderen Bullet Train (Sadler’s Wells) er en Gruppe-3-vindende halvbror til mægtige Frankel (Galileo), og ligesom Frankel er hans første årgang tre år i 2017. Moderen er den Stakes-placerede Masqued Monarch (Wavering Monarch), som i forvejen er mor til den amerikanske vinder Strength N Beauty (Harlan’s Holiday).


Per-Anders Gråberg fulgte siden op med at vinde med Karin Lindbergers Double Ten (Three Valleys) og Bo Helanders Morning Glory (Dustoori). De to øvrige løb på dagen gik til Göran Schillströms Yamato (Eishin Dunkirk) med Emma Schillström på ryggen, og Caroline Malmborgs Chizalady (Helsinki) med Fredrik Janetzky.

I dagens afsluttende opgør, der blev vundet af Morning Glory, styrtede både Malin Holmberg og Therese Gustafsson rundt svinget, men begge ryttere rapporteres af Svensk Galopps sportschef, Dennis Madsen, som værende i god behold. Mens Therese selv kunne gå fra banen, blev Malin kørt med ambulance til rutinetjek på sygehuset.


Repriser: Bro Park, torsdag 25. maj.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top