fbpx

Næste års svenske Derbyvinder?

I juli fejrede Niels Petersen, Alice Weiste og John Christensen en storslået triumf med Bullof Wall Street i Svenskt Derby. 


The JC Organizations Breeze Up-import Kingof Pharoahs aflægger maidentitlen under Carlos Lopez. Foto: Roger Svalsrød / hesteguiden.com.

Kort tid forinden havde teamet købt den 2-årige American Pharoah-søn Kingof Pharoahs i England, og baseret på onsdagens debutopvisning kan han måske blive deres næste Derbyvinder.

The JC Organization købte den fukse hingst for 110,000 pund gennem et online-bud fra Filip Zwicky Agency på Goffs UK Breeze Up Sale, og hesten kom ligesom de øvrige 2-årige heste under Goffs UK-banneret til Skandinavien med en forhåndsanmeldelse til Svenskt Derby 2021.

“Han er også købt med henblik på netop Svenskt Derby, og jeg kan allerede nu sige, at han er endnu bedre på dirt end han er på græs. Han er et sent maj-føl, så derfor har vi taget det roligt med ham efter han kom hertil efter Breeze Up-auktionen”, siger Niels Petersen, der lod Kingof Pharoahs debutere over 1370 meter græs på Øvrevoll.

Kingof Pharoahs og Carlos Lopez. Foto: Roger Svalsrød / hesteguiden.com

Hesten sprang sidst ud af startboksen, hvorefter Carlos Lopez red iskoldt indvendigt rundt svinget og afventede den lige strækning før han gav marchordre.

Svaret kom prompte, og ved overgangen havde Kingof Pharoahs overtaget føringen fra Cathrine Erichsen-trænede Captain Chorus (Paco Boy) – en halvsøster til Seaside Song og Sea Race.

Siden trak Kingof Pharoahs fra til en let tre længders sejr i hænderne på Lopez, som ikke bad om alverden op mod målstregen.

Niels Petersen med Kingof Pharoahs og Carlos Lopez. Foto: Roger Svalsrød / hesteguiden.com.

“Han står meldt i Norsk Kriterium den 4. oktober og siden i Vinterfavoriternas Pris på Bro Park og Skånelandlöpning på Jägersro. Han er en hest jeg holder meget højt og det er planen, at vi både skal have ham og Bullof Wall Street ud at rejse i vinter – tiden må vise hvortil det bliver”, fortsætter Petersen.

Den amerikanske champion og Triple Crown-vinder American Pharoah (Pioneerof The Nile) indledte sin avlskarriere i 2016 på Coolmores Ashford Stud i Kentucky til en bedækningstakst på 200,000 USD, men han har bedækket til en privat takst i fem ud af  de seneste seks bedækningssæsoner.

American Pharoah/Victor Espinoza vinder Breeders' Cup Classic (Gr.1) i 2015. Foto: © Breeders' Cup/Weasie Gaines 2015
American Pharoah/Victor Espinoza ved sejren i Breeders’ Cup Classic (Gr.1) i 2015. Foto: © Breeders’ Cup/Weasie Gaines 2015.

Kingof Pharoahs mor er Bertrando-datteren Final Fling, der var i træning hos Jeff Mullins i USA og bl.a. vandt Grade-3-opgøret Santa Ysabel Stakes på Santa Anita og var tredje i Santa Anita Oaks (G1).


Se onsdagens maidensejr på Øvrevoll herunder:


KINGOF PHAROAHS (USA)
fuks hingst 2018
v. American Pharoah (Pioneerof The Nile)
1. mor Final Fling (Bertrando)
2. mor Lily La Belle (Java Gold)
3. mor Proudest Cagey (Proudest Roman)
1. sejr i 1. karrierestart.
40.625 NOK.
Hcp.: –
Ejer: The JC Organization ApS.
Træner: Niels Petersen.
Opdrætter: Aaron Sones.
Købt for £110,000 (Filip Zwicky Agency) på Goffs UK Breeze Up Sale 2020.


Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top