fbpx

Mowerina-vinder er gået i stutteriet

Bent Olsen er kommet ind i det nye år med stor tilgang og næsten 50 heste i træning, men det har også betydet tidligere stjerners afgang. Én af disse er 6-årige Marshi, som i foråret 2021 vandt det danske 1000 Guineas, Mowerinaløb.


Marshi og Elione Chaves ved sejren i Mowerinaløb foran My Vision med Cornelia Hartsmar. Foto: Burt Seeger.

Marshi gjorde sin sidste start på Klampenborg i oktober, og for et par måneder siden forlod hun stalden for at indlede avlskarrieren på Stutteri Hjortebo”, fortæller Bent Olsen til GalopSport.

Adaay-datteren tjente lidt over en halv million danske kroner i en flot løbskarriere, hvor hun især funklede i den klassiske sæson.

Efter at have aflagt maidentitlen i sæsondebuten på Klampenborgs premieredag, fulgte hun godt tre uger senere op med at vinde Mowerinaløb efter en forrygende afslutning udvendigt i banen.

Hun besejrede flere store navne, heriblandt staldveninden My Vision (Al Shemali), de senere 2000 Guineas- og -Oaks-vindere My Jamil (Al Shemali) og Brunello (Appel Au Maitre), Derby Trial-vinderen Habla (Juniper Tree) med flere.

Elione Chaves og Marshi efter den klassiske sejr på Klampenborg. Foto: Burt Seeger.

I Svenskt 1000 Guineas på Bro Park blev rollerne byttet om, for hér vandt My Vision med kort hoved foran Marshi, og det betød endnu en klassisk double til Olsen-stalden.

Marshi opnåede karrierens højeste handicap på 88, da hun som 4-årig i Zawawi Sprint Cup på den danske Derbydag kun var en halv længde efter Listed-vinderne Could Be King (Bated Breath) og El Guanche (Power) som tredje – men foran både Sandtastic (Footstepsinthesand) og Fiftyshadesfreed (Verglas), som hun begge gav vægt.

Det tætte opløb i Zawawi Sprint Cup på Klampenborgs Derbydag i 2022, hvor Could Be King vinder med kort hoved foran El Guanche og udvendige Marshi. Foto: Burt Seeger.

Marshi er blevet booket ind til Appel Au Maitre, og hun skal opstaldes permanent her på Stutteri Hjortebo”, bekræfter Iben Hjorth Buskop, og fortsætter:

“Udover, at de rent fysisk og distancemæssigt passer rigtig godt sammen, så passer Marshis moderlinje også forbilledligt til Appel Au Maitres, og for en ung klassisk vinder ligner det et godt valg at bruge Skandinaviens førende hingst”.

Marshi ejes fortsat af Frank Hansens SVD A/S og er opdrættet af Pernilla Nilsson. Hoppen kom til Sverige i livmoderen på den tidligere skandinaviske topsprinter og millionøse Match Point (Verglas), som vandt 12 gange og bl.a. var anden i Lanwades Stud Stakes (L), Jägersro Sprint og Margareta Wettermarks Minneslöpning (L).

Her ses Marshi som føl med sin mor Match Point hos opdrætter Pernilla Nilsson. Nu er det Marshis tur til at føre de stærke familiebånd videre i den skandinaviske avl.
Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top