fbpx

Mowerina-dagen tegner blændende

Lørdag 7. maj rides årets første klassiske opgør i Skandinavien, hoppernes 1000 Guineas –  Arqana Mowerinaløb – over 1600 meter på Klampenborg. Løbsdagen byder desuden på forprøver til Dansk 2000 Guineas, Dansk Breeders’ Cup og Scandinavian Open Championship (Gr.3).


Giant Fortune – den nuværende Mowerinafavorit?. Foto: Burt Seeger.

Efter det tragiske tab af den ubesejrede, store forhåndsfavorit Zunzina, er Arqana Mowerinaløb blevet en helt åben affære, og inden de de 37 tilbagestående hopper har på nuværende tidspunkt et handicap højere end 76.

De to øverste på listen er således Giant Fortune (Giant Sandman) og Safari Blues (The Gurkha), efterfulgt af Kriteriumsvinderen Eternity Tree (Juniper Tree) på 75.


Charming Knight og Oliver Wilson vinder Højgaard Hestehospital Vinterfavoritternes Ærespræmie. Foto: Burt Seeger.

10 kandidater er forhåndsanmeldt til 2000 Guineas Trial over 1600 meter, og hér kan der meget vel blive sæsondebut til Brian Wilson-trænede Charming Knight (Decorated Knight), der har overvintret som én af de helt store favoritter til både Guineas- og Derbysejren senere på sæsonen.

Charming Knight kommer ud til 3-årssæsonen med et handicap på 81, hvilket er tre kilo højere end Bettina Andersens Never Pass Me (No Nay Never), som til gengæld drager fordel af løb i kroppen fra sin overbevisende sejr i sæsondebuten på Jägersro i søndags.


Brunello og Marcos Robaldo vinder Dansk Oaks foran Go On Carlras og Good Life. Foto: Burt Seeger.

I Breeders’ Cup Trial over 1800 meter er Niels Petersen-trænede Hollywoodboulevard (Wilshire Boulevard) den højest handicappede på 82, ét kilo højere end Oaks-vinderen Brunello (Appel Au Maitre) på 81 og tre mere end Masseto (Appel Au Maitre) og My Jamil (Al Shemali), begge på 79.


Lennart J:r Reuterskiöld med Auenfürst og Jacob Johansen. Foto: Burt Seeger.

Forårs Cup over 2400 meter er en forprøve til Scandinavian Open Championship (Gr.3), og hér har Sveriges championtræner Lennart J:r Reuterskiöld meldt tre stærke navne i form af Auenfürst (Soldier Hollow), Gold Tyranny (Zoffany) og Havana Red (Havana Gold).

Højeste handicap indehaves dog af de to sidste års SOC-vinder Suspicious Mind (Appel Au Maitre), der her kan få sin første start tilbage i Skandinavien efter vinteropholdet på Meydan.


Sanary. Foto: Burt Seeger.

11 heste er meldt i Henrik Leths Mindeløb over 1200 meter, heriblandt Sanary (Invincible Spirit) og Sandtastic (Footstepsinthesand), der dog vil komme ind i opgøret med henholdsvis 70 og 69 kilo på ryggen såfremt de starterklæres.

Endelig er der også anmeldt til HKH Prinsesse Benediktes Ærespræmie over 1800 meter, og det bliver første gang i historien, at løbet der tidligere har været forbeholdt kvindelige ryttere, nu også er åbent for deltagelse af herrer. Der er 13 forhåndsanmeldelser til løbet.

Der starterklæres mandag 2. maj frem til kl. 9:30.


Anmeldelserne til Klampenborg 7. maj kan ses herunder:



Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top