fbpx

Momse i Fabella og trippel til Lopez

Carlos Lopez er en sjælden gæst på sin tidligere hjemmebane i Klampenborg, men når han er på besøg er han altid værd at holde øje med. Lørdag eftermiddag red han tre dagssejre hjem, med kronen på værket i Fabellaløb.


Forprøven til Dansk Oaks den 7. september havde Bent Olsen-trænede Prinsessen som klar favorit, men det var Dutch Art-datterens første forsøg over 2200 meter, og samtidig skulle hun give helt op til otte kilo til sine konkurrenter. Som forventet satte Prinsessen sig på begivenhedernes gang fra starten, og hun kom ud af tribunesvinget i høj fart under Marcos Robaldo.

Rundt opløbssvinget havde resten af feltet fået bedre fat i Prinsessen, men Marcos Robaldo havde formået at give sin hest en god puster, og den lille hoppe svarede heroisk igen så snart udfordringen stod for døren. Jacob Johansen fik en perfekt rejse på ryggen af Derby-6’eren Contiki, men det var Jessica Long-trænede Momse det gik bedst for midt i opløbet.

Momse gik i clinch med Prinsessen, og de to hopper kæmpede en brav kamp hoved ved hoved op mod målstregen. Til slut fik Carlos Lopez dog et lille overtag med Momse, og Binary File-datteren trak sig sejrrigt ud med kort hoved. Prinsessen havde halvanden længde ned til Contiki på tredjepladsen, hvorefter Cuica og Head To Toe blev de sidste præmietagere.

Førstepræmien i Fabellaløb var 25.000 kroner værd for Momse, der ejes af Light Valley Stud og Stald Milo. Samme konstellation som i øvrigt stod bag faderen Binary File, der her fik sin anden Fabellaløbsvinder på tre år. Lady File vandt løbet i 2012.


Contiki mod Oaks

Og hvem af de tre første fra Fabellaløb står så bedst forud for Dansk Oaks om lidt mere end tre uger? Det er let at svare på, for hverken Prinsessen eller Momse opretholder engagement i løbet. Contiki fik ikke noget hårdt løb af Johansen, som helt sikkert har haft Oaks-starten i tankerne allerede forud for opgøret, og Strategic Prince-datteren har bestemt ikke mistet terræn i topkampen.

Lige nu er der 26 heste tilbage på anmeldelseslisten til “Hoppernes Derby”, og den toppes helt suverænt af Wido Neuroths svenske Oaks-vinder Amie Noire, der dog ikke er nogen oplagt starter, idet hun på næste søndag tørner ud i Norsk Derby (L) på Øvrevoll. Øvrige prominente navne, som fortsat opretholder engagement i Dansk Oaks er Harbour Light, Inaya, Mon Fleur og Miss Tiffany.


Lillebrors lillebror i stærk debut

Bechmann Racings avlshoppe, Miss Moet (Richard Of York), er efterhånden ved at have slået sit navn fast som en vældig god producer. To år på stribe har hun haft et par af årgangens topnavne i form af 4-årige Pinocchio og 3-årige Lillebror, og nu er Monte Carlo ligeledes et navn der skal holdes godt øje med.

Monte Carlo, der både er ejet og opdrættet af Bechmann Racing og trænet af Hanne Bechmann, leverede en forrygende debut i hænderne på Carlos Lopez, og uden at anstrenge sig førte den skimle vallak fra start til mål.

Sejren lød på tre overlegne længder foran Dark Eagle/Jacob Johansen og My Pearl/Nicolaj Stott, og vurderet ud fra formen på sidstnævntes start i Skandinavisk Opdrætningsløb, behøver Monte Carlo ikke at være langt efter den hidtil bedste 2-årige hest vi har set på Klampenborg i år, Bent Olsen-trænede Manacor.Ligesom både Pinocchio og Lillebror er Monte Carlo søn af Pistachio. Moderen, Miss Moet, gik bort i 2013.


Nummer tre til Lopez

Carlos Lopez scorede sit hattrick i Familiedag Handicap over 2200 meter, da han i sadlen på Flemming Poulsen-trænede Vera Volkova henviste favoritten Beetle Bomb/Elione Chaves til andenpladsen med halvanden længde. Vera Volkova, der ejes af Lone og Jens Westh, vandt her for tredje gang i årets første fem starter, og udviklingen ser ikke ud til at være slut endnu for Dubai Destination-datteren, som i fjor også stod bag Flemming Poulsens comeback-sejr som Klampenborg-træner.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top