Melmac-sønnen Moltas stod for en gedigen overraskelse tirsdag aften i Treåringernas Elitlöpning på Täby.
Moltas var blandt de mindst spillede heste i feltet der talte stjerner som Mambo King, Eltizaam, Desert Warrior, Novasky og Solvana – men den Roy-Arne Kvisla-trænede vallak trodsede spillernes forventninger og kunne efter en dårlig start udnytte det høje udgangstempo og i opløbet blæse forbi en række trætte konkurrenter og vinde en let fem længders sejr for sin jockey Gustavo Solis.
Fredrik Johansson havde anlagt pacen fra start på ryggen af Solvana, mens Lennart Hammer lå lige bagved med forhåndsfavoritten Mambo King. Allerede i svinget måtte Hammer minde sin hest om opgaven og det stod klart at der ville blive lang vej hjem for Diktat-sønnen, der dog kæmpede bravt og holdt tredjepladsen bag Moltas og norske Desert Warrior/Marie Fretheim.
Novasky tog fjerdepladsen, mens de sidste præmiepenge gik til El Gouna som gik forbi Solvana på de sidste meter. Jyllandsløbsvinderen Eltizaam var aldrig inde i opgøret og faldt helt fra på den lige strækning. Kim Andersen tog ham tidligt op og parret sluttede på en distanceret sidsteplads. Der var 130.000 kroner i førstepræmie til Moltas, som ejes af lokale E.L. Grundberg i Stockholm.