fbpx

Mission Possible niende i sæsondebuten

Sidste års danske Derbyvinder, Stall Trick Or Treats Mission Possible, fik torsdag aften sæsondebut over 1750 meter græs på Øvrevoll i Oslo. Mission Possible tjente over en halv million kroner i fjor, men han skuffede i sine tre starter efter sejren i Dansk Derby, og blev i vinterpausen flyttet fra Cathrine Erichsen til Rune Haugen.


Sæsondebuten blev dog ingen succes for Groom Dancer-sønnen, der under Carlos Lopez sluttede på niendepladsen i opgøret, der blev vundet af Arnfinn Lund-trænede Miss The Boat foran Next Venture og Mission Possibles staldkammerat Lights Out.

Vindende Miss The Boat er et nyt bekendtskab i Skandinavien, idet hun blev købt for 17.000 guineas på auktion i England sidste år, og efter en andenplads i debuten bag formstærke Firello, vandt hun her sit livs andet løb i ni starter.

Miss The Boat går nu imod Bloomers’ Vase (L) på Täby, hvor hun efter alt at dømme kommer i kløerne på navne som Funny Legend, Poliaurea og Danish Shopping.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top