Lørdagens otte opgør på Klampenborg inkluderer to interessante 2-årsløb. Der lægges ud med et opgør over 1200 meter, hvor Stald Shakers Midnight Kiss (Myboycharlie) skal forsøge at følge op på sin debutsejr den 17. oktober.
Midnight Kiss, der er en moderlivsimport fra Stutteri Hjortebo, debuterede direkte med sejr over en 200 meter længere distance end den hun kommer ud over på lørdag, men de kommende 1200 meter ser langt fra ud til at være en bagdel.
Søren Jensen har i øvrigt haft flot form på sin yngste årgang her i efteråret, og udover Midnight Kiss har også Good Fortune (Appel Au Maitre) været en overlegen maidenvinder i Klampenborg.
Good Fortune ejes af Havemanns og Stald Shaker, mens Midnight Kiss ejes af Stald Shaker alene.
Bag pseudonymet Stald Shaker står Klampenborg Galopbanes formand Jens Ditlev Lauritzen.
Midnight Kiss fik 73 for sin maidensejr og Good Fortune fik 77 for sin.