fbpx

Match Point og Dubawi-datter blandt nye svenske handler

Den skandinaviske handel fortsatte på femtedagen af Goffs November Sale i Irland, hvor fem drægtige avlshopper blev købt til svenske opdrættere. Pernilla Nilsson sikrede sig for 18,000 euro den velkendte tophoppe Match Point, mens Rävdansens Stuteri betalte 30,000 euro for en datter af Dubawi.


Match Point (Verglas) i fol ved Adaay (Kodiac).
Match Point (Verglas) i fol ved Adaay (Kodiac).

Det var Pernilla Nilsson der lagde ud. 11-årige Match Point (Verglas – Danira v. Danehill) havde lot 1101 og hammerslaget faldt på 18,000 euro for den 12-dobbelte vinder, som i sin aktive karriere i Skandinavien bl.a. vandt Klampenborg Store Sprint og Scania Sprint, mens hun var tredje i Lanwades Stud Stakes (L), Lanwades Stud Jägersro Sprint (L) (to gange) og Margareta Wettermarks Minneslöpning (L).

Sådan så Match Point ud som aktiv væddeløber i Niels Petersens træning. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Sådan så Match Point ud som aktiv væddeløber i Niels Petersens træning. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

I avlen er Match Point hidtil mor til et enkelt startende afkom, 2-årige Muy Sereno (Mutajally), som er i træning hos Annike Bye Hansen på Øvrevoll og har startet placeret.

Tidligere i år fik hun et hingstføl i Irland efter Toronado, og nu er hun i fol ved den dobbelte Gruppe-2-vinder Adaay, som er den eneste aktive avlshingst efter sensationen Kodiac i England.

Match Point har termin 10. februar 2018. Se katalogsiden.


Footstepsinthesand. Foto: Coolmore.
Footstepsinthesand. Foto: Coolmore.

Kort tid efter Pernilla Nilssons handel slog opdrætterkollegaen Roger Asp til med købet af lot 1108, den 5-årige hoppe Terracotta (Fastnet Rock – Sacrosanct v. Sadler’s Wells), som kostede 9,000 euro i ringen.

Terracotta har startet placeret som 3-årig og stammer fra samme moderlinje som Listed-vinderen Hindu Kush (Sadler’s Wells) og Prix Royal Oak (Gr.1)-vinderen Tiraaz.

Hoppen er i fol ved Footstepsinthesand (Giant’s Causeway) med termin 1. maj 2018. Se katalogsiden.


Gotlands Per-Johan Eriksson, som torsdag erhvervede en Shamardal-datter i fol ved Aga Khans dobbelte Derbyvinder Harzand, fulgte fredag op med købet af lot 1123, den 10-årige skimle hoppe Megaspiel (Singspiel – Miss University v. Beau Genius).

Eriksson gav 10,000 euro for hoppen, som er vinder af to løb i USA og helsøster til Honeymoon Breeders’ Cup Handicap (G2)-vinderen Three Degrees.

Three Degrees var desuden anden i Del Mar Oaks (G1), Matriarch Stakes (G1), samt tredje i Yellow Ribbon Stakes (G1).

Megaspiel er mor til et enkelt startende afkom i den placerede 2-årige Holy Roman Emperor-datter General Marius, og hun har i år en hoppeåring efter War Command (War Front).

Hun er i fol ved Kodi Bear (Kodiac) og har termin den 21. april 2018. Se katalogsiden.


La Reine De Pearls (Dubawi) blev købt for 30,000 euro i fol ved Harzand. Foto: Hanna Sjöberg.
La Reine De Pearls (Dubawi) blev købt for 30,000 euro i fol ved Harzand. Foto: Hanna Sjöberg.

Bare to lot senere stod Rävdansens Stuteris Hanna, Berit og Ivan Sjöberg klar til at give 30,000 euro for den 8-årige hoppe La Reine De Pearls (Dubawi – Ochre v. Diktat).

La Reine De Pearls er vinder af to løb som 2- og 3-årig i Frankrig, og hun har i sin unge avlskarriere haft to startende afkom i 3-årige Cabin Crazy (Harbour Watch) og 2-årige Princess Keira (Acclamation), som begge har været placeret i 2017.

Desuden har hun en hingståring efter Dark Angel til at løbe for sig i fremtiden.

Mormoderen Ochre er en vindende helsøster til Listed-vinderen og 1000 Guineas (Gr.1)-3’eren Vista Bella, mens den Gruppe-3-vindende mormor Cox Orange (Trempolino) er halvsøster til Prix Marcel Boussac (Gr.1)-vinderen Amonita.

La Reine De Pearls er i fol ved Aga Khans fremragende Harzand (Sea The Stars), som i 2017 indledte sin avlskarriere på Giltown Stud efter at have vundet både Epsom Derby (Gr.1) og Irish Derby (Gr.1) i 2016.

Rävdansens nye hoppe har allerede termin den 16. januar, altså om mindre end to måneder.

Se katalogsiden.


Fredagens sidste skandinaviske handel stod Stefan Uppström for sammen med sine kunder Helena og Tor Harry Sigfridsson, der her handlede for tredje gang på to dage.

Denne gang var det lot 1221, den 11-årige Halliwell House (Selkirk – Dusty Answer v. Zafonic), som i forvejen er mor til fire vindere og halsøster til Oaks d’Italia (Gr.2)-2’eren Counterclaim.

Halliwell Houses mor, Dusty Answer, er selv halvsøster til Gruppe-2-vinderen Spotlight, samt til den dobbelte vinder Tyranny, som igen er mor til Coolmores Phoenix Stakes (Gr.1)-vinder Zoffany, til samme forbindelsers 2-årige Gruppe-1-vinder Rostropovich, samt til Flemming Velins Anglesey Stakes (Gr.3)-vinder og avlshingst Wilshire Boulevard.

Hoppen blev købt for 4.000 euro, er i fol ved Challenge Stakes (Gr.2)-vinderen Red Jazz (Johannesburg) og har termin i begyndelsen af marts. Se katalogsiden.

Goffs November Sale fortsætter lørdag og søndag med salg af føl, og der er hidtil noteret 16 køb til de tre skandinaviske lande i løbet af den lange auktionsuge, som startede i mandags.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top