fbpx

Master Zone hædrede sin far i Appel Au Maitre Svenskt Kriterium

For tredje år på stribe blev Svenskt Kriterium vundet af en danskopdrættet hest, og historien kunne ikke skrives bedre, da Master Zone viste sig klart bedst og triumferede for Stall Perlen, Wido Neuroth, Jan-Erik Neuroth og Appel Au Maitre.



Den svenske Kriteriumsdag blev nemlig i sin helhed sponsoreret af Bente og Magne Jordangers Stall Perlen, hvis mange store navne prydede programmets løbsnavne.

Hovedbegivenheden, Svenskt Kriterium, var sponsoreret af Appel Au Maitre (Starborough), som er far til netop Master Zone. Og Master Zones mor, den tidligere skandinaviske Championhoppe La Zona (Singspiel), lagde ligeledes navn til et af opgørene.


Master Zone og Jan-Erik Neuroth vinder Appel Au Maitre Svenskt Kriterium. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Master Zone, der gjorde sin blot tredje start i livet og kom fra en andenplads i Kriterium Trial bag Lennart J:r Reuterskiöld-trænede Spinwell (Make Believe), formåede at vende formen på sin konkurrent denne gang og vinde førstepræmiens 250.000 svenske kronor med små to længders afstand til en anden af J:r Reuterskiölds deltagere, Beckham (Shalaa).

Siden fulgte Spinwell som tredje foran længe førende My Poet (Appel Au Maitre), mens favoritten Eagle Eye (Gleneagles) tog den sidste præmie som femte.


Master Zone og Jan-Erik Neuroth flankeret af ejer Bente Jordanger og Stutteri Hjortebos Iben og Morten Buskop. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Wido Neuroth har nu vundet Svenskt Kriterium otte gange i det nye millennium, men det var trænerens første sejr  siden Delacroix (Footstepsinthesand) vandt løbet i 2016, og for Stall Perlen var det den første siden Wellness (Sakhee) i 2009. Også hun var Bente og Magne Jordangers eget opdræt.

Master Zone, der er halvbror til den svenske 2000 Guineas-vinder Everest Voice (Poet’s Voice), er født og opvokset på Stutteri Hjortebo, som ligeledes stod bag sidste års Kriteriumsvinder Hear The Drums (også han er efter Appel Au Maitre).



Og nu vi er ved Appel Au Maitre….

Så er han også far til dagens anden storløbsvinder på Jägersro, Oaks-triumfatoren Scarlett, der denne gang strøg til tops i Jockeyklubbens Avelslöpning for sin ejer og opdrætter Mr Ascot og træner Susanne Berneklint.

Scarlett, der her mødte ældre hopper for første gang, vandt med en sikker længde under Martin Rodriguez foran Blue Gem (Barocci) og Takeko (Mehmas) til førstepræmiens 82.500 kronor.



Den korte udgave af Svenskt Kriterium, Janos Tandaris Minne over 1200 meter, gav sejr til Fredrik Reuterskiöld-trænede Carter, som over de sidste 150 meter fløj forbi længe førende Philosophic (Shalaa) med staldkammeraten Step Aside (Footstepsinthesand) som tredje.


Carter slår Philosophic i Janos Tandaris Minne. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Lennart J:r Reuterskiöld havde favoritterne i både Jockeyklubbens Avelslöpning og Janos Tandaris Minne, men sejrene kom i to øvrige opgør.

Plantstepsdream (Planteur) åbnede dagen i Handsome Hawk Open Handicap, og derefter fulgte 2-årige American Zodiac (Juniper Tree) op med at vinde foran staldveninden Déjavù (Hurricane Red) i Val De Mar Svenskt Kriterium Consolation.


American Zodiac og Andreas Tapia Dalbark vinder Svenskt Kriterium Consolation. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Se resultater fra Kriteriumsdagen hér.

Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll til toppen