fbpx

Marc Stott tæt på debut som træner

I dag er der præcis en måned til sæsonpremieren på “Det nye Klampenborg”.


På den anden side af Storebælt forbereder Marc Stott sig på sin debut som professionel træner, og med overtagelsen af mange af Tina Mortensens heste, ser træningslisten ganske fornuftig ud.

Stott har desuden udvidet stalden med to heste. 5-årige Pro Hunter havde en mørk sæson i fjor, hvor den slet ikke tjente penge. Ejerne har tidligere selv trænet Academy Award-sønnen, men nu er han kommet i Marc Stott regi.

”Pro Hunter er droppet seks kilo i handicap og kan være interessant med 72 til at begynde med”, siger Marc Stott om forrige års runner-up til The Kicker i Dansk 2000 Guineas. Marc Stott serverer nu også havren for Binary Singer, som i fjor var i træning hos Johnny Reimer.

”Hun kan få en god sæson”, mener Marc Stott om fireårshoppen, som har tre Top3-placeringer i syv starter, men sejren mangler endnu.


Rayna og Fillip Stark

Marc Stott og Tina Mortensen har igennem flere år haft et rigtig godt samarbejde, men med Tina Mortensens karriereskift i England har Stott overtaget velkendte koryfæer i stalden som Fillip Stark (fem sejre – 281.915 kroner), Africa In May (fem sejre – 245.545 kroner) og Rayna (fem sejre – 368,925 kroner).

Det bliver tilskuerne i Smilets By, som får fornøjelsen af Filip Stark indledningsvis i år.

”Sæsondebuten bliver i Grand Cup og herefter gælder det Jydsk Champion Stakes, begge i Århus”, fortæller Marc Stott, som til gengæld lægger ud på hjemmebanen med Pro Hunter og African In May.”De åbner sæson i Karl K. Petersens Mindeløb i midten af maj.”

Rayna får lov at sæsondebutere lidt tidligere:”I Klampenborg den 3. maj, og herefter gælder det Bloomers’ Vase på Täby. Jeg er meget tilfreds med staldens sammensætning”.

Toårsholdet tæller fem heste, heraf fire danskfødte. Chinese Mandarin-sønnerne Themba ud af Tempi og Maknamara med Salida som mor, samt to Academy Award afkom i form af hoppen Skyfall ud af Miss Skycat samt Dark Eagle ud af Richelle.

Længst fremme af toåringerne er dog en unavngivet hingst efter Sadler’s Wells sønnen Perfect Soul.”Den er købt i Keeneland sidste efterår og virker vældig lovende”.

”Jeg fortsætter selv med at ride løb, når det vægtmæssigt er muligt. Sidste år klarede jeg 58 kilo, så vi må se om jeg også gør det i denne sæson”, slutter Marc Stott.

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top