fbpx

“Man kan ikke leve på minderne”

Onsdagens lunchgalop på Jägersro byder på comeback til Søren Jensen-trænede Harbour Light. Den tredobbelte storløbsvinder har ikke startet siden Fawzia Stakes i august, men nu er hun atter klar til løb.


Elione Chaves på ryggen af Harbour Light på Täby. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Elione Chaves på ryggen af Harbour Light efter sejren i Amacitalöpning. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

”Det er lidt af en test på, om hun fortsat skal være væddeløber, eller om vi skal sende hende i avlen”, fortæller Søren Jensen til GalopSport.

“Jeg har været tilfreds med hendes træning”.

Harbour Light åbnede karrieren med en overlegen sejr som 2-årig, 7,5 længde foran staldveninden Contiki, som hun dog var slået af gangen efter i Opdrætningsløb.

Siden vandt Academy Award-datteren både Dansk Kriterium og Amacitalöpning.

Som 3-årig sejrede Harbour Light fremdeles i Dansk 2000 Guineas, inden hun var tredje i Dansk Derby bag Daviici og Stradivarius.

”Starten i Scania Mile er hendes første på Jägersro”, siger Søren Jensen, som i samme løb sadler Miss Vordingborg.

Miss Vordingborg/Nicolaj Stott. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Miss Vordingborg. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

”Hun har til gengæld startet på Jägersro flere gange, og også vundet der. Jeg tror hun er længst fremme af mine, uden at jeg forventer sejr for nogen af dem”, vurderer træneren.


Søren Jensen. Foto: Burt Seeger.
Søren Jensen. Foto: Burt Seeger.

På lørdag åbner sæsonen på Søren Jensens hjemmebane i Klampenborg. Hovedstadsbanen hentede Søren Jensen på Fyn, få år efter træneren havde fået sit gennembrud med navnlig Ascots Derbytriumf i 1977.

En sejr som var medvirkende til, at Jørgen og Ole Strecker valgte at satse på Søren Jensen.

Året efter derbysejren flyttede modebrødrene Jørgen og Ole Strecker højst opsigtsvækkende hele deres omfangsrige hold fra Klampenborgs championtræner Benny Jensen til Søren Jensens stald på Fyn.

I ”Pompøs og Music Streak”-tiden blomstrede dansk galopsport. År efter år kom Klampenborg Galopselskab ud med overskud med Jan Jørgensen som direktør og Jens W. Trock som bestyrelsesformand. I bestyrelsen sad også koryfæer som Flemming Velin og Hans Erik Westerberg.

Felterne i løbene var store – akkurat som de også var det til provinsgaloppen, i skærende kontrast til løbene i dag.

”Man kan ikke leve på minderne”, beretter Søren Jensen.

“Vi skal have præmierne op til det tredobbelte i Klampenborg, for at kunne matche løbstilbudene i Sverige. Pengene kan kun findes ved lukning af flere baner herhjemme”.

”Der skal i hvert fald lukkes fem baner i Danmark”, vurderer den 14-dobbelte championtræner.

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top