fbpx

Mai Pen Rai alene på banen i Oaks

“Mai Pen Rai” er et thailandsk udtryk der betyder “ingen problemer”, og det opsummerer meget godt afgørelsen af årets fjerde klassiske løb i Danmark.


Mai Pen Rai/Elione Chaves. Foto: Burt Seeger.
Mai Pen Rai/Elione Chaves. Foto: Burt Seeger.

Beierholm Dansk Oaks fik nemlig en legende let vinder i Niels Petersen-trænede Mai Pen Rai, der sejrede afstoppet med 10 længder foran Around The Corner, der igen havde syv længder til vinderens staldveninde Cocco Chanel.

Mai Pen Rai var femte rundt tribunesvinget med Mowerina- og Derbyvinderen Manacor som den førende.

Manacor havde Pouline udvendigt for sig, hvorefter der var et par længders afstand til udvendige Columbine og indvendige Around The Corner.

På bagsiden fik Columbine lov at strække ud under Nicolaj Stott, men de seks første var ganske tæt samlet på vej ind i opløbssvinget, hvor tempoet for alvor blev skruet op.

Den første der viste klare svaghedstegn var Manacor, og det allerede i midten af svinget tydeligt, at mandagens dyst i Breeders’ Trophy Classic på Täby for alvor tyngede den fantastiske væddeløbshoppe, som havde udspillet sin rolle ind på den lige strækning, hvor Rafael De Oliveira stoppede sin ridning og lod hende cantre resten af vejen.

Mai Pen Rai og Elione Chaves på vej mod en 10 længders sejr i Beierholm Dansk Oaks. Foto: Burt Seeger.
Mai Pen Rai og Elione Chaves på vej mod en 10 længders sejr i Beierholm Dansk Oaks. Foto: Burt Seeger.

Elione Chaves lod faktisk heller aldrig Mai Pen Rai komme ud af en canter, for Whipper-datteren satte alt og alle af med største lethed og øgede føringen for en meter op mod målstregen.

Oliver Wilson kæmpede indædt i sadlen på Francisco Castros Around The Corner, men lige meget hjalp det. Mai Pen Rai blev den mest overlegne danske Oakstriumfator i nyere tid og indkasserede førstepræmiens 125.000 kroner til sin ejer Nils Petter Gill.

Det blev Frankrig foran Irland på de to første pladser, og dermed sikrede tredjehesten Cocco Chanel sig ejerpræmien på 25.000 kroner til bedst placerede danskopdrættede deltager i feltet.

Fjerdepladsen tilfaldt Hongkong Empress før den sidste præmietager, Pouline.


Mai Pen Rai og Elione Chaves modtages af træner Niels Petersen. Foto: Burt Seeger.
Mai Pen Rai og Elione Chaves modtages af træner Niels Petersen. Foto: Burt Seeger.

Gill alene om V5

Og som om sejren og førstepræmiens 125.000 kroner i Beierholm Dansk Oaks ikke var nok for Nils Petter Gill, som også er parthaver i Klampenborg Galopbane.

Nordmanden var også alene om at ramme søndagens V5-spil til en gevinst på 188.978 kroner.

Gill havde den eneste bon der var tilbage før sidste afdeling, og naturligvis stod han ren på sin egen Mai Pen Rai.


Beierholms Hakon Rønn Jensen overrækker ærespræmier til Elione Chaves og Niels Petersen. Ejer Nils Petter Gill fulgte med over computeren hjemme i Norge. Foto: Burt Seeger.
Beierholms Hakon Rønn Jensen overrækker ærespræmier til Elione Chaves og Niels Petersen. Ejer Nils Petter Gill fulgte med over computeren hjemme i Norge. Foto: Burt Seeger.

Eget opdræt

Nils Petter Gill har i øvrigt selv opdrættet Mai Pen Rai, der er efter Gruppe-1-vinderen Whipper og ud af den tidligere norske Derbyvinder, Negra Del Oro (Danehill Dancer).

Negra Del Oro har virkelig leveret varen med sine to første afkom – hun er nemlig ligeledes mor til sidste års dobbelte Breeders’-triumfator Beentheredonethat.

Det var årets tredje sejr i otte starter for Mai Pen Rai, der både sikrede træner Niels Petersen og jockey Elione Chaves deres første Oakstriumf i Danmark.


Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top