Lovende Trial af danskejede Doc Holliday på Meydan

Niels Petersen-trænede Doc Holliday startede tirsdag i de samme væddeløbsfarver som UAE Oaks-vinderen Queen Azteca, da han i hænderne på Carlos Lopez fuldførte et 1000 meter trial på Meydan på lovende vis.


Doc Holliday (Appel Au Maitre) lå sidst fra start, men skød let frem rundt opløbssvinget og galopperede siden ganske frit frem mod tredjepladsen, som han tog på halvanden længdes afstand af Michael Costas Youheeb (Into Mischief) og en længde bag Youheebs staldkammerat Shayesh (Army Mule).

“Det var et rigtig godt trial. Doc Holliday har trænet fint på dirten, og vi valgte derfor at give ham denne lille opgave at komme i gang på”, fortæller Niels Petersen til GalopSport og fortsætter:

“Michael Costa har sine heste i rigtig god form, stalden har allerede vundet løb hernede, og det var meget positivt at se Doc Holliday galoppere så fint sammen med Costas heste. Planen er nu at finde et maidenløb på dirten”.

Doc Holliday ejes af Kiri og Tom Glæsner Larsens Glæsner Racing og er opdrættet på Stutteri Hjortebo.

2-årige Doc Holliday med Carlos Lopez på ryggen under sit morgenarbejde på Meydan tidligere på ugen. Foto/Copyright: Erika Rasmussen for GalopSport.

Hingsten er ud af Pour Moi-datteren Silver Seas, som i forvejen bl.a. er mor til Derby Consolation-vinderen Dunkerque (Appel Au Maitre). Selv er Silver Seas en storløbsplaceret halvsøster til Kriteriums-vinderen Admiralty Law (Appel Au Maitre), mens hendes mor Silvertown (Academy Award) vandt Dansk Kriterium og Vinterfavoritternes Ærespræmie.

Doc Holliday er barnebarn af Lady Clementine (Richard Of York), og stammer dermed fra samme moderlinje som Derbyvinderne Sir Henry (Academy Award) og Manacor (Primatico), samt de øvrige klassiske vindere Harbour Light (Academy Award) og Beaufort Twelve (Academy Award).

Netop Beaufort Twelve er mor til et andet af Stutteri Hjortebos opdræt, der overvintrer på Meydan, nemlig Svealand- og Vinterfavoriternas Pris-vinderen Taifuu (Japan).

Der rides ikke løb på Meydan denne uge, men 2026 skydes allerede i gang den 2. januar, hvor Niels Petersen forventer at starte tre eller fire heste. Mere om dette følger, når Petersen gæster GalopSports digitale studie mellem jul og nytår.

Niels Petersen med Doc Holliday og Carlos Lopez. Foto/Copyright: Erika Rasmussen for GalopSport.

Seneste artikler

Scroll to Top