Love Affair – bedre end sine søskende?

Med en samlet indtjening på 723.170 danske kroner i bare syv starter blev Blue Mary i fjor den mestvindende hest i dansk træning.


Via sin sejr i Larch Ærespræmie, samt andenpladsen i Norsk Breeders’ Prize og tredjepladsen i Svenskt Breeders’ Trophy blev hun efter en noget mislykket 2-årssæson en ren pengemaskine, og en klassisk sæson som Blue Marys er der i det hele taget ikke mange som overgår.

Men måske står hoppens helsøster klar til at udføre bedriften i år! Skimlede Love Affair (Richard Of York – All Fair v. Always Fair), startede fire gange som 2-årig og forbedrede sig gradvist for hver eneste start.

Efter et yderst lovende prøveløb var hun favorit til sejren i debuten, nok ikke mindst på grund af samtlige hendes ældre søskende – Mayfair, New York, Manomission og Blue Mary – alle havde vundet i deres første forsøg. Men Love Affair blev undtagelsen, og det blev kun til en femteplads på Scandinavian Open-dagen den 31. juli.

Siden fulgte hun op med først en fjerdeplads, dernæst en tredjeplads, inden hun den 24. september endelig fik vist lidt af sin kapacitet og vandt Kriterium Consolation i sikker stil. Dette blev Love Affairs sidste start, og hun har nu fået lov at overvintre som én af årets klassiske outsidere.

“Hun er netop vendt hjem fra sin vinterferie på York Stutteri og ser ud til at være kommet godt ind i det nye år”, beretter Søren Jensen, der ikke var i tvivl om hoppens talent i fjor, selv om flere uheld først skulle overvindes:

“Hun havde nogle fysiske problemer tidligt på året, men dem fik vi klaret og hun trænede faktisk som en hel million frem til debuten. Men hun skuffede meget i de første starter, og selv om hun vandt Kriterium Consolation følte jeg endnu ikke at jeg havde fået det optimale ud af hende”.

Love Affair matches i første omgang mod Mowerinaløb, og naturligvis indgår de velbetalte Breeders-opgør i Stockholm og Oslo også i planerne, men på spørgsmålet om Love Affair også er en Derby-kandidat er Jensen en anelse mere tøvende.

“Hendes helbror New York var anden i Dansk Derby i 2001, men jeg er ikke helt sikker på hendes distanceformåen endnu, og forårets præstationer bliver afgørende for om hun også skal forsøges i denne sammenhæng”, slutter Søren Jensen.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top