fbpx

Longread: Bent Olsen om sine 2- og 3-årige

Med mere end 50 heste i træning indleder Bent Olsen sit titelforsvar som dansk championtræner med fem tilknyttede jockeys, to lærlinge samt en yngste årgang bestående af 16 heste efter 15 forskellige avlshingste.


Bent Olsen fejrer Derbysejren. Foto: Burt Seeger.
Bent Olsen. Foto: Burt Seeger.

“Det er klart, at når vi nu et par år i træk har opnået gode resultater med klassiske og Gruppeløbsplaceringer i Dubai, så bliver det et reelt mål, at komme tilbage dertil næste vinter. Og gerne med endnu flere heste, der kan gøre sig gældende dér. Flere af de nye navne i stalden er købt med netop denne plan i sigte”, siger Bent onsdag morgen.

Der er præcis en uge til, at staldens første 3-årige heste sæsondebuterer på Jägersro, og noget der virkelig skinner i øjnene i år er, at den klassiske årgang rummer adskillige ustartede navne, som nu har travlt med at få tal til de kommende storløbsopgaver.

På ryttersiden har Bent Olsen daglig assistance af Francis Waweru og Jakob Lokorian og de to lærlinge Catarina Gundelak Jensen og Susanne Lyseng.

“Derudover har jeg indgået aftaler med både Elione Chaves, Manuel Martinez og Carlos Lopez, som alle bliver tilknyttet i et vist løbsmæssigt omfang. Vi kommer utvivlsomt til at starte mange heste mod hinanden – især de 3-årige maidens der skal ud og have tal – og derfor bliver der brug for både Chaves, Martinez og Lopez”, forklarer Bent og fortsætter:

“Chaves kommer fortsat og rider arbejde hver mandag, men det bliver et lidt anderledes setup end tidligere uden nogen decideret førstejockey. Hvis Martinez eller Lopez vinder med en hest fra stalden, får de selvfølgelig mulighed for at blive siddende”.

“Chaves er lige kommet hjem fra Dubai nu, og han rider vores to startheste på Jägersro næste onsdag”


Kia og Marc Elsborg sammen med Laila Jeppesen efter Queen Estorils sejr i iKeyVet 3-års Cup. Foto: Burt Seeger.
Kia og Marc Elsborg sammen med Laila Jeppesen efter Queen Estorils sejr i iKeyVet 3-års Cup. Foto: Burt Seeger.

Queen Estoril?

Camacho-datteren Queen Estoril vandt både Dansk, Svensk og Norsk 1000 Guineas i fjor og var ubesejret i sine fire starter efter hun kom tilbage fra sit succesfulde Dubai-ophold.

Men man har spejdet forgæves efter tophoppen siden hun vandt i Klampenborgs Derbyweekend, og meget tyder på, at hoppens comeback først ligger et stykke ude i fremtiden. Hvis hun overhovedet kommer tilbage.

“Hun blev ramt af en slem infektion i bihulerne i fjor, og det vil simpelthen ikke fortage sig. Vi har haft hende tilbage i træning igen af flere omgange, men infektionen blusser op igen. Lige nu må jeg indrømme, at jeg er bekymret for om hun nogensinde bliver klar igen, og i så fald bliver det først senere på sæsonen”, forklarer Bent Olsen.


Learn By Heart slår Titchy Digits. Foto: Burt Seeger.
Learn By Heart slår Titchy Digits. Foto: Burt Seeger.

Learn By Heart og Brownie

Bedre udsigter er der for 4-årige Learn By Heart og staldens største stjerne, Brownie, som begge nærmer sig sæsondebut.

“Learn By Heart matches mod de store løb på Klampenborg. Jockey Club Cup, Pokalløb og Scandinavian Open Championship. Han har udviklet sig meget henover vinteren og skal i mine øjne ikke forbedre sig særlig meget for at kunne være med blandt de bedste i Skandinavien. Handicapperen har dog ikke haft den store tiltro til ham, og han starter året med 83″.

“Det ville derfor være fristende bare at starte ham i handicaps til at starte med, men det er bare ikke det vi har hesten for”.

“Brownie arbejder forrygende godt nu og sæsondebuterer i Spring Mile på Jägersro den 28. april. Han har to store opgaver foran sig i år – Pramms og Marit Sveaas Minneløp. Det er løb han har vundet før og kan vinde igen”.


16 2-årige

Bent Olsen har 16 2-årige i stalden – en god sammensætning af danske, svenske og internationale navne – heriblandt Dubawi-datteren Nascetta, der blev købt for 520,000 euro på Arqana.

En interessant iagttagelse er, at Bent Olsens 16 2-årige er efter 15 forskellige avlshingste. Kun én hingst går igen som far til to afkom – Wilshire Boulevard.

Herunder gennemgår Olsen hver enkelt af sine 2- og 3-årige heste i stalden. Hestene præsenteres i alfabetisk rækkefølge.


Bent Olsen betalte 4.000 euro i ringen for denne Cappella Sansevero-halvbror til én af Skandinaviens bedste 2-årige heste, Irish Trilogy. Foto: GalopSport.
Acapello som åring på Goffs Autumn Yearling Sale. Foto: Filip Zwicky Agency ApS.

ACAPELLO (IRE)

Brun vallak født 21. marts 2017 v. Cappella Sansevero – Maya De La Luz (Selkirk)
Ejer: Stald KTAS. Opdrætter: Olive O’Connor
Søskende i Skandinavien: Irish Trilogy (90)

“Han blev købt på Goffs Autumn Yearling Sale i efteråret og er halvbror til Irish Trilogy. En dejlig hest, som er kommet perfekt over sin nylige kastration og er tilbage i fuldt arbejde”.

“Jeg tror, at han bliver rimelig tidligt klar, og det vil være en flot oplevelse for ejerne at se ham i Goffs Futurity Stakes på Derbydagen. Han bliver også meldt i flere andre storløb for importer, og han er allerede tilmeldt Svenskt og Norsk Derby til næste år”.


DEANSTON (DEN)

Brun vallak født 15. april 2017 v. Kahyl – Lois Lane (Academy Award)
Ejer: NVA Racing. Opdrætter: Berner Olsen
Søskende i Skandinavien: Royal Lane (72), Emmys Lane (70), Dark Lane (61), Amber Lane (70), Perfeccionada (68), Positano

“Han er en stor, skøn hest der arbejder rigtig godt og svæver henover jorden. Jeg vurderer ham som en tidlig 2-årstype. Moderen var selv en god 2-årig, men hun skylder stadigvæk en rigtig god hest i avlen. Vi matcher ham mod løb for skandinaviskopdrættede og han skal nok kunne debutere i første halvdel af 2-årssæsonen”.


FOLLOW ME (DEN)

Brun hoppe født 14. maj 2017 v. Royal Experiment – Salida (Spectacular Tide)
Ejer: FH Ejendommen Køge A/S. Opdrætter: Stutteri Nova
Søskende i Skandinavien: Arn (70), Enzo (73), Maknamara (74), Efesos (81), Esphahan

“Hun ejes af en ny kunde i stalden, som tilmed har bragt flere andre nye ejere med sig, og det er et stort plus for sporten med denne tilgang”.

“Hun er en sent født helsøster til vores Scandinavian Open-vinder Efesos, og jeg købte hende direkte fra stutteriet i fjor, da jeg havde hørt rygter om, at der også var interesse fra andre sider. Hende hér måtte jeg bare træne, så derfor købte jeg hende selv og fik hende også hurtigt videresolgt”.

“Familien er ikke kendt for at være tidlig, og jeg går ikke så meget op i hvornår hun er klar til at debutere – så længe hun bare er lige så god som Efesos”.


GIMME LOVE (SWE)

Brun vallak født 28. januar 2017 v. Reliable Man – Gimme Gimme (Funambule)
Ejer: René Mathiesen. Opdrætter: Wretman Stable & Stud HB
Søskende i Skandinavien: Laymanson (71), Lady In Focus (76)

“Også hér er der tale om en ny ejer. René er kommet fra travsporten og har stadigvæk en række gode travheste”.

“Jeg købte Gimme Love på den svenske åringsauktion, og han får derfor Magic Million som sin hovedopgave. Derudover er han meldt godt rundt og jeg synes, at han allerede nu viser klasse i sit arbejde. Hans mor vandt i øvrigt også det svenske Auktionsløb og senere også Dianalöpning”.


Icebreaker som åring hos sin opdrætter Pernilla Nilsson i Sverige. Foto: Privat.
Icebreaker som åring hos sin opdrætter Pernilla Nilsson i Sverige. Foto: Privat.

ICEBREAKER (SWE)

Mørkebrun hingst født 29. april 2017 v. Barocci – Icedance (Verglas
Ejer: Bent Olsen (konsortium under oprettelse). Opdrætter: Pernilla Nilsson
Søskende i Skandinavien: Louranga (70), Grey Caviar

“Han er den senest tilkomne 2-årige hest og han er under tilridning nu. Et meget flot og kompakt individ med en god afstamning. Moderen viste 80 og var lynhurtig på Jägersro. Som svenskopdrættet findes der mange fine opgaver til ham i Sverige, og han ejes af et konsortium af etablerede kunder i stalden”.


KHAL DROGO (DEN)

Sortbrun hingst født 28. maj 2017 v. Dragon Pulse – Precipice (Observatory)
Ejer: Kjeldsbjerggaard ApS. Opdrætter: Berner Olsen
Vindende søskende udenfor Skandinavien: Tipping Over (OR 91), Fix It, Arriana

“Han blev købt for forholdsvis små penge på åringsauktionen – måske fordi han er så sent født. Men han er en utrolig dejlig hest, som jeg forventer mig meget af på sigt”.


LABAN (DEN)

Brun hingst født 27. april 2017 v. Pistachio – Loquita (Final Appearance)
Ejer: Ingelise og Tony Saunders. Opdrætter: Bechmann Racing
Søskende i Skandinavien: Hongkong Paradigm (79), Cloud Walker (79), Silverstone (77)

“Det hér er en sand klassehest og én af de smukkeste heste vi har i stalden. Han repræsenterer en storartet moderlinje og både Hongkong Paradigm og Silverstone er storløbsvindere vi selv har bragt frem. Han ligner mest af alt en kandidat til Derbyet næste år”.


LANNISTER (SWE)

Brun hingst født 18. marts 2017 v. Wilshire Boulevard – Lille Prinsesse (Dutch Art)
Ejer: Kjeldsbjerggaard ApS. Opdrætter: Kjeldsbjerggaard ApS
Første afkom

“Han var sat lidt tilbage da han kom hertil fra stutteriet i Sverige, men han har til gengæld udviklet sig fint og er blevet en større hest nu. Moderen var dog heller ikke ret stor. Han har en lidt speciel historie, idet han er blevet flasket op fordi hans mor – som vi også havde i træning – døde lige efter folingen. Det var en hård opvækst, som jeg håber vi kan revanchere i løbskarrieren”.


MOON HEART (DEN)

Brun hingst født 19. april 2017 v. Sea The Moon – Sundance (Soldier Hollow)
Ejer: SVD A/S. Opdrætter: Berner Olsen
Første afkom

“Sea The Moon havde et par topafkom i Skandinavien med sin første årgang i fjor, og som danskopdrættet er Moon Heart ret spændende som første afkom ud af en ung Soldier Hollow-hoppe fra en stor moderlinje. Han er meldt i alle store løb for skandinaviskopdrættede og vil især gøre sig over længere distancer – en rigtig Derbyhest til 2020”.


Hoppe v. Dubawi - Cladocera (Oasis Dream). Solgt for 520,000 euro til Morten Buskop Bloodstock på vegne af Lone Kaj-Nielsen. Foto: Arqana.
Nascetta som åring. Foto: Arqana.

NASCETTA (IRE)

Brun hoppe født 11. februar 2017 v. Dubawi – Cladocera (Oasis Dream)
Ejer: Lone Kaj-Nielsen. Opdrætter: Haras de la Perelle
Første afkom

“Hun kostede 520,000 euro som åring på Arqana og er købt med henblik på en international karriere – meget gerne startende i Dubai næste vinter. Hendes mor vandt selv Gruppe-2-løbene Balanchine Stakes og Cape Verdi Stakes i Dubai, og vi håber datteren kan følge i fodsporene”.

“Hun er en typisk Dubawi-hoppe – ikke særlig stor, men hun oser af klasse. Lige nu ved jeg ikke hvor eller hvornår hun kan tænkes at debutere, men det har jo heller ikke noget at sige i det lange løb”.


Lone Kaj-Nielsen betalte 18.000 euro for denne brune hingst efter No Nay Never (Scat Daddy). Han går i træning hos Bent Olsen. Foto: GalopSport.
Never Gone (No Nay Never) på Goffs Autumn Yearling Sale. Foto: Filip Zwicky Agency ApS.

NEVER GONE (IRE)

Brun hingst født 20. januar 2017 v. No Nay Never – Echoes Of My Mind (Fastnet Rock)
Ejer: Lone Kaj-Nielsen. Opdrætter: Ann Marie O’Brien
Første afkom

“Han blev købt på Goffs Autumn Yearling Sale i Irland på baggrund af, at vi ønskede os et afkom efter No Nay Never inden de bliver helt umulige at købe for penge. Han er ikke nogen ‘flashy’ type, men efter min vurdering er han den grimme ælling der bliver en flot svane. En stor hest med en kæmpe skulder, og han gør sit arbejde flot”.


NEW TARGET (DEN)

Brun hingst født 7. februar 2017 v. Center Divider – Nudetnok (Academy Award)
Ejer: Lone Kaj-Nielsen. Opdrætter: Martin Hjorth Jensen
Første afkom

“Ham købte vi fordi han ligner vores tidligere Derbyvinder Master Kid på en prik. Han er også ud af samme moderlinje som Master Kid og en lang række andre topnavne, der har vundet så meget for os – blandt andet Kronhjort, Reventon og Cantenac”.

“Dertil er han en pragtfuld hest, der har Dansk Derby 2020 som mål”.


QUEEN KHALEESI (FR)

Brun hoppe født 25. april 2017 v. Manduro – Power Girl (Dashing Blade)
Ejer: Kjeldsbjerggaard ApS. Opdrætter: Jacques Beres
Søskende i Skandinavien: Square De Luynes (90). Vindende søskende udenfor Skandinavien: Pray From Heaven, Glowing Cloud

“En smart hoppe, der bliver tidligt klar hvis hun fortsætter de nuværende takter. Hun er helsøster til den norske Derbyvinder Square De Luynes, og hun er selv blevet meldt i Norsk Derby samt de øvrige klassiske hoppeløb”.


TARGARYEN (SWE)

Brun hoppe født 4. april 2017 v. Wilshire Boulevard – Prinsessen (Dutch Art)
Ejer: Kjeldsbjerggaard ApS. Opdrætter: Kjeldsbjerggaard ApS
Søskende i Skandinavien: Prince Charming (73)

“Hun er akkurat som sin mor en lille hest, som vi gør klar til de store 2-årsløb. Prinsessen var Skandinaviens mest vindende 2-årige og hun har afgjort givet sin speed videre hér – og så bliver det selvfølgelig ikke langsommere af en smart far som Wilshire Boulevard”.


WINTER IS COMING (IRE)

Brun hoppe født 27. februar 2017 v. Morpheus – Alert (Zamindar)
Ejer: Kjeldsbjerggaard ApS. Opdrætter: Cian Warren
Første afkom

“En flot hoppe, som jeg købte ubeset på Goffs Autumn Yearling Sale. Jeg tog opdrætterens ord for hende, fordi jeg tidligere har købt rigtig gode heste fra stutteriet – bl.a. Queen Estoril”.

“Hun skal nok blive klar til gode opgaver i 2-årssæsonen, og faderen Morpheus – der er halvbror til Frankel – havde den 1. april tre individuelle vindere med sin første årgang i England”.


WONDER WHY (DEN)

Brun hoppe født 30. januar 2017 v. Juniper Tree – Pull The Plug (Pulpit)
Ejer: Beatrice Marsing. Opdrætter: Cat Racing
Søskende i Skandinavien: Plug And Play (70), Pull In Carlras (77), Juana (76), Zoffy (78)

“Hun er bestemt også en hest med noget fart i, og hun er vel den af staldens 2-årige der lige nu længst fremme med arbejdet. Samtlige hendes søskende er 2-årsvindere og hun kan også godt gå hen og blive en tidlig debutant. Der sidder et godt hoved på hende”.


De 3-årige

BITCOIN (SWE)

Brun hoppe født 2. marts 2016 v. Juniper Tree – By The Book (Definite Article)
Ejer: Vivi Bresson. Opdrætter: Tor Harry Sigfridsson
Søskende i Skandinavien: Common Sense (81), Maserati (89), Latitude (82), Hoshi (67), Obrigada (83), Tailwind (59), Ascot Brass
Handicap: 69

“Førte længe i sin debut sidste år, men fik overpacet sine løb og navnlig starten i Breeders’ Trophy Juvenile blev helt forfærdelig. Hun er en speedy hoppe, der decideret går efter Mowerinaløb”.


DAYTONA (SWE)

Mørkebrun hingst født 24. januar 2016 v. Dabirsim – Persian Sea (Dubai Destination)
Ejer: Kjeldsbjerggaard ApS. Opdrætter: Akinita Group AB
Søskende i Skandinavien: Persian Wave (72), Mrs Iconapop
Ustartet

“Han er en kæmpe hest, der ikke nåede til start som 2-årig. Han var en ganske dyr åring på auktionen og skylder derfor en del på præmiekontoen. Jeg forventer, at han debuterer på én af de første løbsdage i Klampenborg, og siden matches han mod Guineas og Derby”.


ESPHAHAN (DEN)

Brun hingst født 13. april 2016 v. Juniper Tree – Salida (Spectacular Tide)
Ejer: Odessa Racing Club. Opdrætter: Stutteri Nova
Søskende i Skandinavien: Arn (70), Enzo (73), Maknamara (74), Efesos (81), Follow Me
Ustartet

“Han er halvbror til Efesos. Viser et stort talent, men har været længe om at blive klar og skal nu ud og vinde med det samme for at få tal til 2000 Guineas og Dansk Derby. En meget smuk hest med fremtiden for sig”.


FOXY GREY (ire)

Skimmel hoppe født 12. februar 2016 v. Foxwedge – Miss Socialite (Nayef)
Ejer: Christiansen Racing. Opdrætter: Eva C S Pettersson
Første afkom i Skandinavien.
Ustartet

“Hun løb ind i en lille skade her tidligere på året, og er blevet sat noget tilbage i forhold til de øvrige. Der er dog helt styr på det og hun træner fuldt ud. Hun får en maidenopgave så snart hun er klar til det”.


HONGKONG ACE (SWE)

Brun hingst født 2. maj 2016 v. Lord Of England – Dragon Days (Royal Dragon)
Ejer: Stald Hong Kong. Opdrætter: Stald Hong Kong
Søskende i Skandinavien: Dave (64)
Ustartet

“En pragtfuld hest, der absolut ligner et Derbyemne. Jeg havde også broderen i træning, men han blev skadet og viste inden da heller aldrig rigtig samme fart som ham hér gør. Han kommer op til bevis på én af de første løbsdage”.


LORD OF ELSINORE (SWE)

Skimmel hingst født 21. marts 2016 v. Lord Of England – Palagirl (Holy Roman Emperor)
Ejer: Stald Inco. Opdrætter: Stald Inco
Første afkom
Handicap: 67

“Han kommer ud på første eller anden løbsdag. Han sluttede med et tal på 67 i fjor og skal i første omgang sørge for at forbedre det for at blive klar til Jyllandsløbet”.


MERINGUE (IRE)

Brun hoppe født 8. februar 2016 v. Battle Of Marengo – Passaggio (Pivotal)
Ejer: Oluf I. Jensens Gaard ApS. Opdrætter: Irland
Vindende søskende udenfor Skandinavien: Miss Elizabeth, Bournville, Well Done Me
Handicap: 83

“Hun blev købt på December Sale i Newmarket og er blevet meldt i Norsk 1000 Guineas og Norsk Oaks. Hun er købt for at kunne blive et tilskud til den skandinaviske hoppeelite, der på nuværende tidspunkt er dalet lidt i kvalitet, og selv om hun bare er tre år, er jeg ikke bange for at møde de ældre heste tidligt på sæsonen”.


Miss Spectre aflægger maidentitlen under Elione Chaves. Foto: Burt Seeger.
Miss Spectre aflægger maidentitlen under Elione Chaves. Foto: Burt Seeger.

MISS SPECTRE (SWE)

Skimmel hoppe født 26. marts 2016 v. Medicean – Droit E Devoir (Oratorio)
Ejer: Jens Haugaard m.fl. Opdrætter: Buck Racing AB
Søskende i Skandinavien: Flying Filly, Da Karla
Handicap: 67

“Hun var tidligt på færde i fjor og bør være tidligt klar igen, da hun er nem at sætte op. Hun vandt på en god måde i fjor, men havde også et par uheldige løbsforløb og kan bedre end resultaterne og handicappet viser. Vi stiler direkte mod Mowerinaløb”.


NOBLE ARABIAN (DEN)

Mørkebrun hoppe født 7. april 2016 v. Baccarat – Arabian Beauty (Dubawi)
Ejer: Peter Hæstrup. Opdrætter: June & Mogens Worre-Jensen
Søskende i Skandinavien: Loveatfirstsight (76), Worres Willy
Handicap: 68

“Han debuterer på Jägersros premieredag over 1200 meter næste onsdag, og er meldt i Skandinavisk Mesterskap for 3-årige på Øvrevoll, men først og fremmest drejer det sig om at vinde et maidenløb. Jeg synes, at hans to tredjepladser i fjor var udmærkede”.


NOBLE QUESTION (DEN)

Brun vallak født 28. februar 2016 v. Juniper Tree – Jersey Girl (Binary File)
Ejer: Peter Hæstrup. Opdrætter: Milo Racing
Søskende i Skandinavien: Siella (74)
Ustartet

“Han har gået prøveløb i Sverige og går efter et af de første maidenløb på Klampenborg. En stor og stærk hest med masser af kapacitet”.


PRIMACOR (DEN)

Mørkebrun hingst født 16. marts 2016 v. Primatico – Jolie Fleur (Richard Of York)
Ejer: Happyhorse. Opdrættter: Berner Olsen
Søskende i Skandinavien: Grey Goose (70), Manacor (84), King Charles 79)
Handicap: 71

“Han debuterer også på førstedagen på Jägersro, hvor han går ud i et maidenløb over 1730 meter. Han er helbror til Manacor og skal ud på Jägersro for at få forhøjet sit tal”.


Prince Charming aflægger maidentitlen for Carlos Lopez. Foto: Burt Seeger.
Prince Charming aflægger maidentitlen for Carlos Lopez. Foto: Burt Seeger.

PRINCE CHARMING (SWE)

Fuks vallak født 20. marts 2016 v. Lord Of England – Prinsessen (Dutch Art)
Ejer: Kjeldsbjerggaard ApS. Opdrætter: Kjeldsbjerggaard ApS
Søskende i Skandinavien: Targaryen
Handicap: 73

“En skøn hest, der aflagde maidentitlen i sin sidste start som 2-årig. Han går mod 2000 Guineas og andre løb i Skandinavien omkring milen, da jeg er ret usikker på om han står distance. Han har sin mors sind og træner til at kunne vinde første gang ude”.


PRINSESSE KIA (GB)

Brun hoppe født 23. februar 2016 v. Arcano – Rinskia (Bering)
Ejer: Kjeldsbjerggaard ApS. Opdrætter: D R Tucker
Søskende i Skandinavien: Havana Red. Vindende søskende udenfor Skandinavien: My Wild One, Variante Alta.
Ustartet

“Hun er nært relateret til Hurricane Red og Icecapada, der heller ikke var langt fremme som 2-årige. Hun var meget stor og forvokset i fjor, og nåede derfor aldrig til start, men nu er hun ved at være på trapperne og hun starter på én af de første løbsdage”.


QUEEN TAITTINGER (DEN)

Brun hoppe født 8. marts 2016 v. Myboycharlie – Anna Spectra (Spectrum)
Ejer: Kjeldsbjerggaard ApS. Opdrætter: Berner Olsen
Søskende i Skandinavien: Flying Ms Spectra
Handicap: 0

“En stor hest, der har vist god fart, men desværre også er blevet sat en smule tilbage her i foråret. Jeg ved ikke hvornår det bliver sæsondebut, men hun står i Jyllandsløbet og mest af alt ser jeg hende som en Oaks-hoppe”.


Red Cactus og Elione Chaves. Foto/Copyright: Erika Rasmussen for GalopSport.
Red Cactus og Elione Chaves. Foto/Copyright: Erika Rasmussen for GalopSport.

RED CACTUS (USA)

Fuks hingst født 11. maj 2016 v. Hard Spun – Strut The Canary (Mineshaft)
Ejer: Lone Kaj-Nielsen. Opdrætter: Oliver S Tait
Vindende søskende udenfor Skandinavien: The Zip Zip Man, Everdeen
Handicap: 87

“Han er kommet rigtig godt hjem fra Dubai og bibeholder sin fine form. Vi sigter mod Voterlöpning og Svenskt Derby, men derudover får han nok ikke så mange opgaver, da jeg meget gerne vil have ham frisk og klar til en ny tur til Dubai næste vinter. Det er heller ikke sikkert, at han starter før Voter, fordi vi i stedet kan vælge teste ham på Jägersro i træning inden”.


Sankt Peder på vej mod en sikker sejr i Basnæsløb foran Momento Carlras og The Winther Storm. Foto: Burt Seeger.
Sankt Peder på vej mod en sikker sejr i Basnæsløb foran Momento Carlras og The Winther Storm. Foto: Burt Seeger.

SANKT PEDER (ger)

Brun vallak født 23. februar 2016 v. Reliable Man – Savannah Blue (Lando)
Ejer: Kjeldsbjerggaard ApS. Opdrætter: Tor Harry Sigfridsson
Søskende i Skandinavien: Fibonacci
Handicap: 75

“Hans første større opgave bliver Jyllandsløbet, hvor jeg ser ham som den store udfordrer til Sir Churchill. Han er også meldt i alle tre skandinaviske Derbies, men Dansk Derby er den klare hovedopgave. Han vandt Basnæsløb over 1800 meter helt efter behag, kommer til at stå hver en meter af Derbydistancen og er i det hele taget en fin hest, der får en stor sæson i år”.


Silverstone og Manuel Martinez vinder De 5 Stjerner ApS Vinterfavoritternes Ærespræmie foran Nokengang og Margrethe. Foto: Burt Seeger.
Silverstone og Manuel Martinez vinder De 5 Stjerner ApS Vinterfavoritternes Ærespræmie foran Nokengang og Margrethe. Foto: Burt Seeger.

SILVERSTONE (DEN)

Skimmel hoppe født 23. marts 2016 v. Pistachio – Loquita (Final Appearance)
Ejer: Kjeldsbjerggaard ApS. Opdrætter: Bechmann Racing
Søskende i Skandinavien: Hongkong Paradigm (79), Cloud Walker (79), Laban
Handicap: 77

“Hun er kommet flot igennem vinteren og er anmeldt i Mowerinaløb, Diana, Jyllandsløbet – og selvfølgelig Dansk Derby og Dansk Oaks. Hun vandt Vinterfavoritternes Ærespræmie, står distance og har masser af klasse”.


XANTHIPPE (IRE)

Brun hoppe født 22. januar 2016 v. Zoffany – Wewantitall (Pivotal)
Ejer: Lone Kaj-Nielsen. Opdrætter: Bjarne Minde
Søskende i Skandinavien: Bank Of Burden (95), Rock Of Ridd (90), Champagne Reefing (82), Duke Of Burden (88)
Handicap: 0

“En hoppe i rivende udvikling, og hun kommer til at klare sig godt i de helt store løb i år. Hun kom bare ud en enkelt gang for at lære lidt om jobbet i fjor, og ingen af hendes mægtige søskende var 2-årsstjerner. Til gengæld er det en familie der står distance og først har været helt klar som 3-årige”.

“Hun har selvfølgelig rigtig meget at leve op til på sin afstamning alene, men først og fremmest skal hun vinde sit maidenløb og så tager vi det skridt for skridt derefter. Jeg regner med, at hun debuterer en gang i løbet af maj”.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top