fbpx

Lille overraskelse fra Petersen mandag morgen

Niels Petersen serverede en lille overraskelse på mandag morgens anmeldelsesliste til Super Saturday på Meydan. Hér optræder Slava Ukraini nemlig blandt 14 potentielle kandidater til Al Bastakiya (L) over 1900 meter dirt. Også Could Be King er meldt til den sidste løbsdag før World Cup’en.


Nordic Defense/Per-Anders Gråberg slutter anden i Al Bastakiya (L). Foto/Copyright: Erika Rasmussen.
Nordic Defense sluttede på andenpladsen i 2018-udgaven af Al Bastakiya (L). Per-Anders Gråberg red. Foto/Copyright: Erika Rasmussen.

Niels Petersen har tidligere haft succes i Al Bastakiya (L), navnlig med Nordic Defense (Makfi), som sluttede på andenpladsen i opgøret i 2018.

Nordic Defense, der ved denne lejlighed bl.a. var foran den senere Epsom Derby (Gr.1)-vinder Masar (New Approach), fulgte siden op med at vinde Svenskt Derby på Jägersro.

Ratingmæssigt er Slava Ukraini (Moohaajim) på en delt femteplads, efter han blev hævet hele otte pund – svarende til fire kilo – til OR97 ovenpå fjerdepladsen i Jumeirah Derby. Slava Ukraini står nu efter et skandinavisk handicap på mellem 88 og 89, men det er vel at mærke et handicap han har opnået ved udelukkende at have startet på græs.

Niels Petersen-trænede Slava Ukraini og Maikel Narvaez Bravo. Foto/Copyright: Erika Rasmussen.

Al Bastakiya (L), der er den sidste forprøve til UAE Derby (Gr.2), kan blive Slava Ukrainis første start på dirt, og det kan være med til at besvare flere spørgsmål forud for den skandinaviske hovedsæson, hvor den brune hingst både topper listen til Dansk og Svenskt Derby.

Om det bliver en start i lørdagens Al Bastakiya (L) får vi svaret på tirsdag morgen efter starterklæringen.

Mere forventet var det, at Niels Petersen ville melde Elkær Stutteris Could Be King (Bated Breath) i Gruppe-3-opgøret Nad Al Sheba Turf Sprint over 1200 meter.

Hér er Could Be King på en delt niendeplads, syv pund under topratede Nahaarr (Dark Angel). Den skandinaviske championsprinter er ligeledes meldt i det 1400 meter lange Ras Al Khor, som dog på papiret er endnu stærkere end Nad Al Sheba Turf Sprint.

Could Be King på vej ud af Meydans paddock tidligere i februar. Foto/Copyright: Erika Rasmussen.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top