fbpx

Like A King i Upplandlöpning og 4 x Gråberg

Wido Neuroth-trænede Like A King fik onsdag eftermiddag en perfekt optakt til Stockholms Stora Pris (Gr.3), da han efter et smart indvendigt ridt af Jan-Erik Neuroth vandt med en halv længde foran Running Rolf, Admiral De Vega og Kick On.



Neuroth var godt tilfreds med både Like A King og sønnens ridt, da han efter løbet proklamerede, at det var præcis den optakt til Stockholms Stora Pris (Gr.3) han kunne ønske sig.

Kingman-sønnen sluttede i fjor på tredjepladsen i Gruppe-3-opgøret bag Niels Petersens duo King David (Elusive City) og Kick On (Charm Spirit), og efter som den brune vallak bare er fortsat med at udvikle sig helt fra 2-årssæsonen og til nu, er han uden tvivl én af forhåndsfavoritterne til millionopgøret den 11. juni på Bro Park.

Roy Arne Kvisla, der vandt to gange på løbsdagen, kunne også være godt tilfreds med svenskopdrættede Running Rolf (Appel Au Maitre), som kæmpede sig til andenpladsen foran Admiral De Vega (Lope De Vega).

De to heste løb med samme vægt, 54 kilo, hvilket var syv mindre end vindende Like A King og otte mindre end fjerdehesten Kick On (Charm Spirit).

Og netop Kick On leverede den mest iøjnefaldende præstation af samtlige, idet han efter næsten et helt års løbsophold og operation blot var slået med to længder i mål – vel at mærke med et kilo mere på ryggen end vinderen og efter en lang rejse i sporene undervejs.

Førstepræmien i Upplandlöpning var 57.500 svenske kronor værd for Stall Perlen.

Like A King tager sejren i Upplandlöpning foran Running Rolf og Admiral De Vega. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.


Onsdagens to øvrige hovedbegivenheder på Bro Park, Jockeyklubbens Stolöpning over 1600 meter og det 1200 meter lange Stewards Cup, gik også til Norge.

Førstnævnte gennem Annike Bye Hansens Takeko (Mehmas), der efter hård kamp besejrede Silent Night (Night Of Thunder) og Una Matina (Golden Horn).

Takeko blev redet til sejr af Jacob Johansen.

Takeko og Jacob Johansen vinder Jockeyklubbens Stolöpning. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

Udover andenpladsen til Silent Night kunne Rävdansens Stuteri glæde sig over, at hoppen som svenskopdrættet sikrede sin opdrætter en bonus på 100.000 svenske kronor dedikeret til indkøb af en drægtig avlshoppe på officiel auktion inden udgangen af 2024.

I Stewards Cup vandt Niels Petersen-trænede Let’s Go Crazy (Moohaajim) med en sikker halv længde foran Wido Neuroths Brian Ryan (Finjaan) og Alice Elmerskogs Visiteur Du Pom (Binary File).

Let’s Go Crazy, som endnu aldrig har tabt i tre starter på Bro Parks græs, vandt fra et handicap på 86 og stiler således direkte mod den ældre skandinaviske sprinterelite.

Carlos Lopez sender Let’s Go Crazy først over stregen i Stewards Cup. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.


Per-Anders Gråberg helmer ikke i jagten på sine næste 1000 vindere, og efter en rigtig god dag på hjemmebanen kunne han bogføre fire ettaller mere.

To af sejrene blev vundet for formstærke Roy Arne Kvisla med henholdsvis 3-årige Exceed Pleasure (Gustav Klimt) i et maidenløb over 1400 meter og med 4-årige Farhh Out (Farhh) i Silverhandicap.

Derudover vandt Gråberg de 3-åriges Guineas Trial over 1600 meter med Maria Anderssons Maxmartin (Barocci) og Bronshandicap med Caroline Malmborgs High Max (Maxios).

Caroline Malmborg sadlede endnu en vinder med 3-årige Dharwin (Moohaajim), som nedkæmpede Annika Sjökvists Pearl Lounge (Mehmas) i et maidenløb over 1400 meter.

Maxmartin og Per-Anders Gråberg sejrer i Guineas Trial. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.


Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top