fbpx

Le Roi aflagde maidentitlen i Stockholm

3-årige Le Roi (Academy Award – Cote v. Sicyos) fik i sit andet forsøg aflagt maidentitlen, da han torsdag eftermiddag indledte årets første V4 med en kneben sejr på Täby.


Den danskopdrættede brune vallak startede fra yderste startspor og fik en lang rejse i femte spor rundt første sving under lærling Camilla Karlsson, men parret var hurtigt fremme som anden på bagsiden, hvor Nicholas Cordrey dikterede det lave tempo på ryggen af næstfavoritten Welcome In May (Most Welcome – Morina v. Diaghlyphard).

Rundt opløbssvinget satte Cordrey tempoet op og Welcome In May fik et lille hul på to længder til Le Roi, der dog svarede fint da Camilla Karlsson bad ham om det og midt i opløbet så Le Roi ud til at have koblet det endelige greb. Welcome In May kæmpede dog bravt hele vejen til målstregen, men måtte til slut give sig med kort hoved.

Patrick Wahl-trænede Le Roi fik dermed karrierens første sejr og 25.000 svenske kroner i førstepræmie til sin ejer Stall Dollar, der nu kan begynde at se frem imod forberedelserne til Dexia Dansk Derby på den sidste søndag i juni. Le Rois halvbror Le Chef (Final Appearance) sluttede anden i Dansk Derby bag Mission Possible i 2005, en anden halvbror Eko Sheraton (Final Appearance) var fjerde bag The Khamsin i 2002, og i fjor var Premier Cru (Cajun Cadet) ligeledes fjerde i samme løb bag Cassini, inden han blev diskvalificeret for trængning.

Både Le Chef og Premier Cru var forberedt til Dansk Derby af Patrick Wahl, der således udmærket kender til Le Rois familietraditioner og uden tvivl har Dexia Dansk Derby 2008 i planerne for den langt galopperende danske hest.

Lærling Camilla Karlsson, der er datter af Le Rois ejer Sten Karlsson, udtalte efter sejren til ATG Live at hun ikke er i tvivl om at

Academy Award-sønnen står længere end dagens 2000 meter, og at Derbyets 2400 meter vil passe endnu bedre.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top