fbpx

Lars Kelp tilbage på Klampenborg 1. maj

Efter at have drevet trænervirksomhed ved Skibby i et års tid, vender Lars Kelp den 1. maj tilbage til Klampenborg. Han flytter ind i samme stald, hvorfra han for 29 år siden trænede den dobbelte Kriteriumsvinder Baby Queen.


Nom De Plume med sin jockey Susanne Lyseng og træner Lars Kelp efter sejr på Klampenborg i 2020. Foto: Burt Seeger.

“Jeg har lejet 10 bokse i Dominostalden og bliver nabo til Inge Mette Dejgaard og Gert Hansen”, fortæller Lars Kelp mandag formiddag.

“I første omgang flytter jeg ind med fem heste, og inden længe tilkommer en 2-årig efter Bated Breath fra Frankrig”.

Kelps træningsliste rummer to øvrige 2-årige navne, No More Tears og Sweet Sweeper, begge efter Al Shemali, samt 3-årige Runaway Sue (Dragon Pulse) og de ældre navne Cuban Meatball (Camacho) og Nom De Plume (Shamardal).

No More Tears (Al Shemali) som åring. Foto: Berner Olsen.

No More Tears er helbror til Tears In Heaven der vandt for Bent Olsen i lørdags, og han ejes af Lulu Tøpholm og Bernt Dahl”.

Sweet Sweeper ejes alene af Lulu Tøpholm, som er ny kunde i stalden, og så er vi også i gang med at planlægge køb på de kommende Breeze Up-auktioner”.

“Jeg flytter tilbage på Klampenborg med hesteejere i ryggen der har lyst til at satse, og så må jeg tage det hele skridt for skridt derfra”, fortsætter Kelp, der har mange gode minder fra sin tid i Dominostalden for snart 30 år siden.

Bent Olsen og Lars Kelp. Foto: Filip Zwicky Agency.
Lars Kelp og kollegaen Bent Olsen på Doncasters Breeze Up Sale. Foto: Filip Zwicky Agency.

Foruden succesen med Baby Queen var det også fra Dominostalden, at Lars som 28-årig lærte unge Laus Høybye at ride og var involveret i indspilningen af biografsuccesen Krummerne 2.

Efter nogle år som træner på Bro Park med adskillige store resultater med bl.a. Seaside Song og Youonlyliveonce, var der i 2020 ret stille omkring Lars Kelp, der efter at have overvintret med flere heste i Dubai valgte at slå sig ned i Skibby og dele træningsfaciliteter med kollegaen Sandie Kjær.

“Jeg har dog hele tiden haft et ønske om, at komme ind på Klampenborg med mine heste, men det har krævet opbakning fra kunderne – og det har jeg heldigvis fået nu”, afslutter Lars Kelp.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top