Det blev ingen succes for Pia Brandts Camprock i søndagens Prix de Diane på Chantilly.

Hun sprang meget skævt ud af startboksen for jockey Mickael Barzalona og generede derved en af favoritterne Ballydoyle groft og lå resten af løbet blandt de sidste, hvorfra hun ikke kunne accelerere. Hun sluttede som nummer 11.
I opløbet skete der mange ting og vinderen blev trængt i yderbanen, medens Armande fik et skub så den snublede og kastede sin jockey Pierre-Charles Boudot, som dog ikke umiddelbart kom noget til.
William Buick fik skylden for episoden og fik 30 dages udelukkelse af den franske voldgift – 15 dage for uagtsom ridning og 15 dage yderligere for utilbørlig optræden.
La Cressoniere gav sin træner Jean-Claude Rouget sin fjerde sejr i løbet og det var desuden en double for La Cressoniere, som tidligere vandt det franske 1000 Guineas.
Hun er efter Le Havre – Absolute Lady v. Galileo og er opdrættet af sin ejer G.Augustin-Normand, der ejer hoppen sammen med Antonio Caro.
Vinderen blev redet af staldjockeyen, italienske Christian Demuro. Hoppen er nu ubesejret i syv starter og har en samlet præmiesum på €937.030.