fbpx

Kun fire heste tilbage i løb om 600.000

Det 2400 meter lange Skånska Fältrittklubbens Jubileumslöpning (L) har igennem mange år været ét af Jägersros allerstørste opgør for den ældre elite, men årets udgave har i særdeleshed haft svært ved at tiltrække deltagere. Således står kun fire heste tilbage i opgøret før starterklæringen – heriblandt tre svenske Derbyvindere.


Hurricane Red og Jacob Johansen. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Staldkammeraterne Hurricane Red og Be My Academy. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Kandidaternes navne er Be My Academy, Bokan, Duke Derby og Hurricane Red. De tre sidstnævnte er Derbyvindere og førstnævnte er udpræget Jägersrospecialist. Det gennemsnitlige handicap ligger på 92,5 og selv med blot fire deltagere til start vil løbet være seværdigt.

SFK Jubileumslöpning er udskrevet med 600.000 kroner i samlet præmiesum, hvoraf de 360.000 tilfalder vinderen. Der ville have været penge til de fem første gennem mål, men der bliver således ingen kandidater til femtepræmiens 24.000 kroner, hvilket er en sjældenhed i Skandinavien.

Det koster 12.000 kroner at starte i løbet, og indtil den 15. september var det muligt at efteranmelde til en pris på 21.000 kroner plus startanmeldelsesgebyret på 5.000. SFK Jubileumslöpning (L) rides torsdag 6. oktober.


Amie Noire fører hele vejen i Margareta Wettermarks Minneslöpning. Foto: Amie Karlsson / GalopSport.
Amie Noire. Foto: Amie Karlsson / GalopSport.

Anmeldelsesmæssigt ser det bedre ud for Stockholm Fillies’ & Mares’ Stakes (L), der rides søndag den 16. oktober på Bro Park. Her er 11 hopper forhåndsanmeldt i kampen om den samlede præmiesum på 500.000 kroner. Navnene er Amie Noire, Antigua, Caitling, Diana Lady, Inaya, Lady Marma, Mai Pen Rai, Ocean’s Mist, Ray, Shalalee og Zarzuela.

Søndag 16. oktober rides bl.a. også Svenskt St. Leger, Mr Ascot Vinterfavoriternas Pris, samt SM Sprinters og SM Classic.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top