fbpx

Kortene er godt blandet!

Danmarks yngste årgang bød på mange lovende talenter i 2006, og posen ser ud til at være godt blandet inden hestene om kort tid træder ind i den klassiske sæson. De 2-årige slog hinanden på kryds og tværs, og bortregner man Klampenborgs 2-års Konge – svensktrænede Stuart Little – efterlod årgangen unægteligt flere spørgsmål end svar.


De fleste vil være enige i, at favoritten til Dansk Derby 2007 ikke befinder sig i én af de danske stalde, men måske snarere hos Francisco Castro på Jägersro eller Wido Neuroth på Øvrevoll. Søger man en dansk fanebærer til løbet den sidste søndag i juni skiller to heste sig afgørende ud – Søren Jensen-trænede Airboss og Lars Kelp-trænede Sirius!

Airboss har en del at leve op til i Derby-sammenhæng, og kredsen omkring ham håber naturligvis på at det vil lykkes ham at nå en enkelt placering længere frem end hans to ældre søstre Amusement og Athene, der begge hentede andenpladser i deres respektive Derbies. Mens Amusement og Athene er efter Final Appearance, har Airboss Richard Of York som far, og dette har øjensynligt ham en større mængde fart end sine søskende. Det var dermed også et klart tegn på høj klasse, da Airboss i starten af september på lette fjed trak sig sejrrigt ud af Dansk Kriterium i sin blot anden karrierestart, og han vandt Kriteriet som maiden efter at være blevet henvist til andenpladsen i debuten af den senere Basnæsvinder Action Time.

Efter Kriterie-sejren fandt Søren Jensen ikke nogen passende opgave til Airboss før Vinterfavoritternes Ærespræmie, og efter et offensivt udlæg løb han tør for luft i opløbet og var klart slået af både Stuart Little, Kronhjort og Danish Light. ”Han havde øjensynligt haft for lang en pause efter Dansk Kriterium og formen svigtede desværre. Hans præstationer i år har kun været en bonus, og han vil ligesom Amusement og Athene blive meget mere harmonisk som 3-årig”, fortalte Søren Jensen efter Vinterfavoritterne om sit formodentligt bedste Derby-emne, der sluttede året med et handicap på 78.

Søren Jensen havde endnu en talentfuld 2-årig i Be My Chief-datteren Miss Saigon, der vandt Stayerprøven i Århus og var anden i både Skandinavisk Mesterskap for 2-årige på Øvrevoll, Skandinavisk Opdrætningsløb, Petré Toddler’s Trophy samt tredje i Dansk Kriterium.

Om Miss Saigon virkelig også var den bedste 2-årige hoppe i Jensen-stalden er svært at sige, for desværre fik vi kun Kateb-datteren Lexmark at se i aktion en enkelt gang hvor hun knuste al modstand efter at have tabt adskillige længder i starten. Lexmark blev skadet efter sin debut-sejr, og vi kan kun krydse fingre for at dette store talent ikke har startet for sidste gang.


Kelp satser på gentagelse

Lars Kelp skal forsøge at vinde Dansk Derby for andet år i træk, og det må siges at træneren atter står med gode kort på hånden. Kelp står i det hele taget med flere af de bedste 2-årige heste i årgangen, og tager man de 20 højest handicappede – ja, så står syv af dem i Kelps stald på Klampenborg. Tiger Hill-datteren ComX deler førstepladsen i handicappet med Airboss, og den smarte hoppe får ingen problemer med at aflægge maidentitlen i begyndelsen af 2007.

Hun startede tre gange, og var faktisk først over stregen i det omdiskuterede Auktionsløb, hvor hun blev deklasseret til andenpladsen til fordel for Stuart Little. Hun sluttede af med sidstepladsen i Vinterfavoritternes Ærespræmie, men blev rapporteret ukurant efter løbet. ComX’ staldveninde Coolmore Rocks blev en let maidenvinder foran den senere Auktionsløb Consolation-vinder Copperfield, og hun vil i form af sin status som amerikanskopdrættet primært blive matchet efter de klassiske hoppeløb. Phoenix Flyer, Eko Flamingo og Moon Life er ligeledes blandt Kelps boblere, og den tyskfødte Act One-søn Shareholder ligner en hest med internationale opgaver foran sig.


Sirius – lysende øjeblikke forude!

– Men taler vi Dansk Derby-sammenhæng, så er det Sirius der ligner det bedste kort i Kelp-stalden. Sirius har det der skal til – afstamning, talent og styrke, og efter to starter hvor han mødte et par gode heste og samtidig løb meget grønt, lykkedes det ham først at aflægge maidentitlen på fornem vis, hvorefter han sluttede uhyggeligt stærkt af til tredjepladsen i Svenskt Kriterium. Sirius sluttede året med et handicap på 74, men der skal meget vel lægges mindst ti kilo til når han kommer ud over de længere distancer til næste år, og får han en problemfri vinter er det umuligt at se ham ude af Derby-billedet.


Hanne Bechmann med flere emner

Hanne Bechmann, der træner side om side med sin bror Søren Jensen på Enghavelyst, havde et godt år med sine 2-årige heste, og der er også grund til at tro på gode resultater i det nye år. Staldens bedste endte med at blive Cajun Cadet-sønnen Cut Kadet, der debuterede med et knebent nederlag i Aalborg 2-års Mesterskab bag Air Force Eleven, men efter en godkendt indsats i Auktionsløbet fik Cut Kadet taget revanche mod netop Air Force Eleven i Den Jydske Vinterfavorit, som blev vundet helt overlegent efter føring næsten hele vejen.

Cut Kadet er nært beslægtet med en anden kapabel 2-årig i Bechmann-stalden, nemlig Cut Best, der efter en lidt skuffende karrierestart formåede at aflægge maidentitlen inden hun var anden i både Produce Stakes og Dansk Kriterium. I sidstnævnte opgør blev hun alvorligt skadet og kom ikke til start mere. Hoppen rapporteres nu på vej frem igen, og bliver hun sin skade kvit skal hun så absolut respekteres i enhver storløbssammenhæng.


Bent Olsen regner med Kronhjort

Bent Olsen kunne ikke have tænkt sig en bedre start på de store 2-årsløb i Klampenborg, idet han debuterede Final Appearance-datteren Tempi direkte i Skandinavisk Opdrætningsløb, hvilket resulterede i en let sejr foran Miss Saigon og Flywithme. Tempi fik dog aldrig fulgt op på den flotte debut, og i klassisk sammenhæng kommer Olsen til at satse på store, flotte Kronhjort, der på trods af at han endnu er maiden, i flere omgange gav løfter for en stor fremtid.

Kronhjort var fjerde bag Airboss i Dansk Kriterium, men hans bedste præstation var uden tvivl andenpladsen i Vinterfavoritternes Ærespræmie – der var et godt stykke op til Stuart Little, men Kronhjort løb endnu urutineret og vil have rigtig godt af en vinter på ryggen.


God sæson for Desmond Scarlett

Desmond Scarlett har ry for at være ekstra dygtig med sine yngste – og med kun tre 2-årige heste i stalden fik træneren så sandelig taget sin del af kagen. Scarlett havde både Marron og Air Force Eleven tidligt klar, og mens Marron vandt Petré Toddler’s Trophy på Derby-Dag, tjente Air Force Eleven gode penge i Provinsen som vinder af både Produce Stakes og Aalborg 2-års Mesterskab, samt en andenplads i Den Jydske Vinterfavorit og tredjeplads i Stayerprøven.

Scarletts tredje juvenile var Copperfield, der vandt Auktionsløbs Consolation og siden blev fjerde i Breeders’ Trophy Juvenile og tredje i Svenskt Kriterium Consolation.


Usinger markerede sig
Klampenborgs nyeste professionelle træner, Christian Usinger, fremviste et par gode klassiske emner i Danish Light og Action Time. Danish Light var tredje i Vinterfavoritternes Ærespræmie bag Stuart Little og Kronhjort, mens nytilkomne Action Time sejrede i Basnæsløb.


Der var mange gode præstationer blandt de danske 2-årige i det snart forgangne år, men konkurrencen fra Sverige og Norge bliver hård i 2007.

Lige nu deler svenske Stuart Little og norske Ilo favoritværdigheden til Dansk Derby, men skal vi her pege på vores ”danske” vinterfavorit til opgøret, falder valget på – Sirius!

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top