Lørdag eftermiddag gik Francisco Castro-trænede Una Hora i sin helbror Rock Alls fodspor, da hun vandt Dansk St. Leger over 2800 meter på Klampenborg.
Una Hora sejrede sikkert foran Abruzzo og Castle Sting og scorede en førstepræmie på 100.000 danske kroner.
Det er ikke mere end tre uger siden Una Hora også vandt Dansk Oaks på Klampenborg, og Kateb-datteren tog her en flot klassisk double. Samtidig sørgede hun for at duoen Francisco Castro og ManuelMartinez fik sæsonens fjerde klassiske triumf i Danmark efter tidligere også at have vundet Capinordic Dansk 2000 Guineas og COLEXON Energy DanskDerby med Inchiline.
Det var Una Horas tredje sejr på stribe i en sæson hvor hun tilbragte størstedelen som temmelig anonynm, men absolut fandt de rette takter frem ud på efteråret. “Una Hora har haft problemer med maven, men det har vi endelig fået styr på nu, og derfor har vi måtte vente så længe på at se hvad hun virkelig kan byde på”, sagde Francisco Castro, der udover at træne den på Stutteri Nova opdrættede hoppe også ejer hesten sammen med Enrique Fornes.
Søren Jensen-trænede Abruzzo gik et vældigt fint løb på andenpladsen, og han beviste at de to seneste sejre i handicapsammenhæng virkelig har været med til at modne ham. Tredjehesten Castle Sting havde fem længder frem til Abruzzo, mens det lidt overraskende blev Bonefish og Donna Mara der kunne tage de sidste præmiepenge på bekostning af Bent Olsen-duoen John Balliol og Henrik.
Woy Woy bedst i Stayer Pokalen
Stayer Pokalen over 2800 meter havde samlet et godt felt på fem deltagere, og på trods af topvægten 63 kilo var det Johan Reuterskiöld-trænede Woy Woy og Rafe Schistl der kunne trække sig sejrrigt ud af opgøret. Woy Woy var altid velplaceret undervejs i opgøret, og da feltet kom rundt opløbssvinget for sidste gang halede han kraftigt ind på udbryderen Calvados, hvorefter han til slut trak sikkert fra til halvanden længdes sejr. Calvados holdt sin andenplads en længde foran den klare forhåndsfavorit Marron, hvorefter Alnitak og Vivaldi kom ind som de sidste.
Særligt rart var det at se Woy Woy tilbage i vindercirkelen efter at han i sin seneste start på Klampenborg blev ramt af kraftigt næseblod og måske lignede en hest der måtte afslutte sæsonen. Det køligere efterårsvejr ser dog ud til at hjælpe Woy Woy, der denne gang var tilbage fra sin bedste side og blev belønnet med en førstepræmie på 24.000 danske kroner.
Maidensejr til Freja
I Zwicky2-års Maiden Serien over 1400 meter var turen kommet til Bent Olsens fine Singspiel-datter Freja, der under Jacob Johansen sluttede forrygende af i midten af banen og overlegent med halvanden længde kunne henvise klart forbedrede Sikorsky til andenpladsen, mens Playboy blev tredje.
Freja startede her for tredje gang i sin karriere, og efter to gange at have mødt sin gode staldveninde Tears Go By var hun her klar til at tage karrierens første sejr. Freja blev købt af træner Bent Olsen i Doncaster og ejes nu af JørgenKrause og Henrik Villadsen.
Dagens øvrige vindere på Klampenborg var Kinky/Marc Stott, Irish Anderson/Dina Danekilde, Rival/Elione Chaves, Intigold/Line Juhl Nielsen og Bologne/Rikke Bay Torp.
Tæt kamp om championaterne
Klampenborgs championatskamp tegner endnu helt åben både blandt trænerne og rytterne. I jockeytabellen fører Kim Andersen med en enkelt sejr før Jacob Johansen, der igen har en enkelt pind til Manuel Santos på tredjepladsen.
Hos trænerne er Søren Jensen nu små 200.000 kroner foran Bent Olsen på andenpladsen, mens Francisco Castro med dagens St. Leger-sejr strøg op som tredje foran Lennart Reuterskiöld Jr. og Hanne Bechmann.

























