fbpx

King David fortsat ubesejret i Danmark

På trods af 11,5 kilo mere på ryggen end konkurrenten Surfers Paradise, leverede Karin Sallings 3-årige King David fredag aften præcis den præstation som kredsen bag hesten så inderligt ønskede sig i hjemmebanens Trial Trip over 2000 meter.


King David/Oliver Wilson vinder Trial Trip foran Surfers Paradise/Annie Nilsson-Lindahl. Foto: KM Foto.
King David/Oliver Wilson vinder Trial Trip foran Surfers Paradise/Annie Nilsson-Lindahl. Foto: KM Foto.

Efter en afventende indledning skød Elusive City-sønnen for alvor fart rundt opløbssvinget i hænderne på sin faste makker Oliver Wilson, og selv om der skulle en anelse ekstra overtalelse til midt i opløbet, trak storfavoritten til slut sikkert fra og vandt med halvanden længde foran Surfers Paradise/Annie Nilsson-Lindahl, som igen var mere end seks længder foran Seraphina/Jacob Johansen på tredjepladsen. Herefter fulgte Princeton og Søren Brun.

Med sejren er King David nu klar til Jyllandsløbet den 20. maj, hvor han skal forsøge at give træner Marc Stott og jockey Oliver Wilson en ‘back-to-back-triumf’ ovenpå Ginmanns sejr i fjor.

Ikke nok med, at King David både slog en hæderlig konkurrent der løb med langt mindre vægt og samtidig havde løb i kroppen fra Klampenborg, så gav han også en indikation om, at den fulde Derbydistances 2400 meter er inden for rækkevidde – hvilket også har været ét af vinterens store spørgsmål.

King David, der er opdrættet af Pia og Henrik Stork, har nu vundet samtlige sine fire starter i Danmark – heriblandt Dansk Kriterium i fjor – og Marc Stott har allerede tidligere løftet sløret for, at en start i Jockeyklubbens 2000 Guineas på Bro Park ligger i kortene efter Jyllandsløbet. Og så gælder det ellers Dansk Derby på Klampenborg.

Aftenens to øvrige galopløb i Aarhus blev begge vundet af Nicolaj Stott, som først førte fra start til mål med Tinna Hovgaards 7-årige fukse vallak Enzo, der er en Chinese Mandarin-halvbror til lørdagens Jockey Club Cup (L)-aspirant Efesos. Enzo slog Elusive Island/Jacob Johansen og Ventuari/Lea Olsen.

Siden vandt Nicolaj Stott også med Inge Mette Dejgaard-trænede Dawn Raid, der efter hård kamp nedkæmpede længe førende og heroisk kæmpende Wellington/Sabina Gammelgaard, mens Lea Olsens Sir Danzbo blev tredje.


Resultater, Aarhus fredag 4. maj.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top