For første gang i karrieren har Kevin Stott opnået at ride 100 vindere i Storbritannien indenfor samme kalenderår. Det blev en kendsgerning, da den danske topjockey mandag sikrede en hurtig double på Wolverhampton.

Sejr nummer 99 blev taget ca. kl. 20:30 dansk tid på ryggen af David Evans-trænede Dora Penny (Mayson), og nummer 100 skulle ikke vente meget mere end en halv time på sig.
Hér vandt Kevin nemlig sikkert i bøjlerne på storfavoritten Colombidea (Churchill), i træning hos Charlie Fellowes.
Kevin Stotts 100 vindere på de britiske baner i 2022 er opnået i 657 ridt, hvilket giver en stærk sejrsprocent på 15. Derudover har rytteren opnået 84 anden-, 94 tredje- samt 66 fjerdepladser og indredet £1,330,571 – svarende til ca. 11,5 millioner danske kroner.
Stott nåede sin imponerende milepæl det samme år som norskfødte William Buick for første gang kunne krones som britisk championjockey.
I skrivende stund har Buick vundet 188 løb i 703 ridt med en sejrsprocent på 27 og £6,649,477 i indredne præmier, svarende til lidt over 57 millioner danske kroner.
Danske Thore Hammer Hansen har i år vundet 17 gange på de britiske baner, hvilket totalt set har bragt ham op over 100 vindere i Storbritannien siden han gik i lære.
Man kan roligt ønske de tre skandinaviske drenge et stort tillykke med deres bedrifter i 2022.