Kelps Derbyhåb Calrissian let vinder på Jägersro

Klampenborg-træner Lars Kelp kan i 3-årige Calrissian (Efisio – Centaine v. Royal Academy) have et rigtig godt emne til Svenskt Derby.


Torsdag eftermiddag startede den fukse hingst for anden gang i karrieren, og ligesom i debuten på Klampenborg den 4. maj kunne han efter en passiv indledning speede let forbi sine konkurrenter og vinde let med tre længder før storfavoritten Cattleman’s Clipper/Fredrik Johansson, der havde vundet begge sin to første starter i år. Med til historien hører, at Cattleman’s Clipper måtte give fire kilo til Calrissian, men måden hesten vandt på indikerede nærmest at der var tale om klasseforskel.

Løbet var over 1600 meter dirt track og havde 30.000 kroner i førstepræmie. Calrissian døjede som 2-årig med mange problemer, og det er først her i foråret 2007 at Kelp så småt er begyndt at forberede hesten til de klassiske opgaver, hvor Svenskt Derby meget mulig kan blive den første store udfordring. I dag viste Calrissian, at han tackler baneunderlaget uden problemer, og som søn af den tyske Oaks-vinder Centaine bør han heller ikke få problemer med den længere distance.

Senere på løbsdagen vandt Lennart Reuterskiöld-trænede Woy Woy sin fjerde sejr i træk, da han som forhåndsfavorit forsvarede sig glimrende i Thorwald Nordquist 80 Års løb over 2200 meter. Woy Woy blev taget roligt i starten af Kim Andersen, der lod Jimmy Two Times/Per-Anders Gråberg og Mummy’s Lodge/Luis Torres gå en del længder i front.

Rundt opløbssvinget avancerede Woy Woy stærkt, og allerede i starten af opløbet kunne han trække afgørende fra til en sikker længdes sejr før Bea Apache/Luis Santos, der igen havde Midway/Lisa Bivemark, Mr Cold Case/Manuel Santos og Mummy’s Lodge bag sig. Dermed er Woy Woy ubesejret i sine tre første starter i år, han har vundet på både Klampenborgs græs og Jägersros dirt, hvilket vidner om at på trods af de manglende klassiske engagementer skal der nok være rigeligt med gode opgaver for den irskfødte hingst i fremtiden.

Lennart Reuterskiöld Jr. leverede en double i Kinnekulle-löpning over 2200 meter, hvor Passport/Manuel Santos førte hver en meter og vandt overlegent med syv lændger før sin staldkammerat Zico/Lisa Bivemark. Det var samtidig Manuel Santos’ anden dagssejr.

To sejre blev det også for den svenske hesteejer Torbjörn Nobel, der ejer både Boob’s Pressure og Blue Myst. Blue Myst, der trænes på Fyn af Jørgen Tølbøll, var inde i et handicap med fire kilos overvægt, men det lykkedes alligevel hesten med Le Tølbøll på ryggen at vinde efter kamp med hals foran Pinwinnie/Manuel Santos og White Precordia/Lisa Bivemark.

Endelig sluttede Torbjörn Nobel af i Silversadlen for amatørryttere, hvor hans egentrænede Blue Myst vandt sikkert med danske Tinna Hovgaard på ryggen.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top