Jacob Johansen kunne nærmest ikke være bekendt at bogføre sine 400 kroner i ridepenge for styrejobbet på Arnfinn Lund-trænede Entangle i Semb Hovedgård Hoppeløp (L).
Den danske jockey behøvede nemlig ikke gøre ret meget andet end at blive stående i bøjlerne på fantomhoppen, der førte hver en meter af de 1800 meter i det norske Listedopgør og knusende overlegent kunne vinde med 6½ længdes afstand til Sweet Baby Jane/Carlos Lopez, der over de sidste 50 meter fik nedkæmpet Golden Memory/Per-Anders Gråberg til andenpladsen.
Det var Entangles karrieresejr nummer 19 i 31 starter, og hoppen er nu ikke mere end 150.000 kroner fra at runde fire millioner kroner i samlet præmiesum. Det er dog højst sandsynligt Pivotal-datterens sidste sæson som væddeløber, og da hendes næste opgave ligger på Täby den 14. oktober, var eftermiddagens suveræne opvisning nok også hoppens sidste optræden på hjemmebanen Øvrevoll.

























