Jessica Long har sine heste i fortræffelig forårsform, og på søndag er Fillies Mile-vinderen Liberation Bay ene om at forsvare staldens farver i Göteborg. Muhaarar-datteren starter i et 3-årsløb over 1600 meter, og det bliver hendes første start på græs i Skandinavien.

Liberation Bay, der vandt to af sine ni starter som 2-årig i England i fjor, debuterede i Sigrid Trygg Grettves farver i Becky Moss Fillies Mile på Jägersro, hvor hun overlegent med fire længder besejrede Lennart J:r Reuterskiölds Philosophic (Shalaa).
Netop Philosophic fulgte op med at vinde på græsset i Göteborg, så dén form fejler i hvert fald ikke noget. Ligesom senest rides Liberation Bay af Jacob Johansen.
Kun fire konkurrenter har sat favoritten stævne i 3-årsløbet, og én af disse er danskejede Chadwick (Expert Eye), som vandt sin sidste start som 2-årig i fjor og sæsondebuterede med en tredjeplads over 1600 meter dirt på afstand af Cathrine Erichsens Marcella Bloom (Pastorius).

Chadwick kommer nu tilbage på græs, hvor han leverede flere gode præstationer i fjor – blandt anden som fjerde i Norsk Kriterium bag Ami De Vega (Lope De Vega) og Stripesof Stars (U S Navy Flag), og femte i Vinterfavoriternas Pris bag Got A Lot (Camelot) og Cotton Eye Joe (Appel Au Maitre).
De tre øvrige konkurrenter til Liberation Bay er Åsa Edvardssons Hazelnut Ant (Hallucinate) og Knut O Arnesens duo Brazuca (Kessaar) og Approach Glory (Cotai Glory).