fbpx

Kahyl-double i 2-års Maidenserien

Bent Olsen-trænede Deanston og Bettina Andersens My Little Sister udkæmpede lørdag eftermiddag en tæt duel langt foran konkurrenterne i årets andet maidenløb for yngste årgang i Klampenborg.


Deanston/Rafael de Oliveira slår My Little Sister/Per-Anders Gråberg. Foto: Burt Seeger.

Begge heste er efter Galileo-sønnen Kahyl, der står til tjeneste hos Berner Olsen i Ringsted, og vindende Deanston er tilmed opdrættet på selv samme stutteri.

Under Rafael De Oliveira var Deanston hurtigt ude af startboksen og blev henover bagsiden først og fremmest skygget af Per-Anders Gråberg i bøjlerne på My Little Sister.

Ind på opløbsstrækningen overtog My Little Sister føringen og så ud til at kunne gå mod sejren, men Deanston gav aldrig op og slog til slut contra.

Han vandt til slut med hals, hvorefter der blev tre længders afstand ned til tredjehesten Aperol Spritz (Dandy Man).

Deanston/Rafael de Oliveira slår My Little Sister/Per-Anders Gråberg. Foto: Burt Seeger.

Derefter fulgte Billy Byrnes (Hot Streak) kort foran King George (Wilshire Boulevard), mens Acapello (Capella Sansevero) efter en tabt start aldrig rigtig fik fat og endte som sjette.

Med maidensejren fulgte 22.500 kroner til Niels Varming Andersens NVA Racing, som købte Kahyl-sønnen efter Scandinavian Open Yearling Sale i fjor, hvor hesten var gået usolgt gennem ringen for 40.000 kroner.

Niels Varming er i forvejen godt bekendt med familien, idet han var medejer af moderen Lois Lane (Academy Award), som i sin fremragende 2-årssæson tilbage i 2007 også vandt første gang ude og siden fulgte op med sejre i både Dansk Galops Auktionsløb og Dansk Kriterium.

Deanston er halvbror til tre øvrige vindere i form af Royal Lane (Silca Legend), Emmys Lane (Binary File) og Perfeccionada (Mingun), og han er desuden nært relateret til Gruppe 3- og Dansk 2000 Guineas-vinderen Land’s End (Academy Award), der er helbror til moderen Lois Lane.

Niels Varming Andersen med Deanston. Foto: Burt Seeger.

DEANSTON (DEN)
brun hingst 2017
v. Kahyl (Galileo)
1. mor Lois Lane (Academy Award)
2. mor Lois (Fraam)
3. mor Princess Lucianne (Stanford)
Søskende i Skandinavien: Royal Lane (72), Emmys Lane (70), Dark Lane (61), Amber Lane (70), Perfeccionada (68), Positano (52).
Første sejr på Klampenborg i 1. start.
Første karrieresejr i 1. start.
22.500 DKK.
Ejer: NVA Racing.
Træner: Bent Olsen.
Opdrætter: Berner Olsen.


The Winther Storm aflægger maidentitlen under Carlos Lopez. Foto: Burt Seeger.

Deanston blev årets første 2-årsvinder for Bent Olsen, som senere på dagen fik en ny sejr med endnu en Kahyl-søn.

Denne gang 3-årige The Winther Storm, som let med tre længder aflagde maidentitlen over 1800 meter foran Jane Groves Rock Solid (Helsinki) og Tine Hansens Tottenham (Mingun).

Vindende The Winther Storm er både ejet og opdrættet af Irina Skjødt, og han fik omsider fulgt op på sin udmærkede præstation som tredje i Basnæsløb i fjor bag Sankt Peder og Momento Carlras.

Ejer og opdrætter Irina Skjødt tager sammen med Bent Olsen imod The Winther Storm. Foto: Burt Seeger.

Maidensejren var 16.000 kroner værd.


My Nephew og Oliver Wilson sejrer i Lyngby-Taarbæk Kommunes Ærespræmie. Foto: Burt Seeger.

Lørdagens bedst betalte opgør i Klampenborg var Lyngby-Taarbæk Kommunes Ærespræmie over 1600 meter, og her var Brian Wilson-trænede My Nephew (Binary File) glad for gensynet med sin hjemmebane og vandt med trekvart længde foran Valde (Special Quest).

LSC Stable og Brian Wilson med My Nephew. Foto: Burt Seeger.

My Nephew sæsondebuterede med sejr på Klampenborgs premieredag den 27. april, og havde siden startet tre gange på Jägersro og i Göteborg uden at vinde.

Denne gang var han tilbage på pletten og sikrede sig førstepræmiens 27.000 kroner til LSC Stable.


Prime Red/Carlos Lopez vinder Sprintløb over 1100 meter. Foto: Burt Seeger.

Carlos Lopez, der vandt med Bent Olsens The Winther Storm, havde forinden også sikret sig en sejr på ryggen af Birgitte Nielsens Prime Red (Victorious Soul), som tog imod et rigtig godt tilbud i et udskrevet sprintopgør over 1100 meter og med to længder slog Little Lily (Sepoy) og Heart Of Stone (Showcasing).

Hanne og Jørgen Schlawitz tager sammen med Birgitte Nielsen imod Prime Red og Carlos Lopez. Foto: Burt Seeger.

Her var sejren 20.000 kroner værd for ejer- og opdrætterparret Hanne og Jørgen Schlawitz, der virkelig har nydt en flot sæson hidtil med deres egne opdræt.

Udover at Prime Red her fik årets første sejr i fjerde forsøg, har 4-årige Lemon vundet tre af sine fire starter i 2019.

Begge heste er i øvrigt efter familien Schlawitz’ egen avlshingst, Victorious Soul (Perfect Soul).


Gypsy Cat vinder for Nicolaj Stott. Foto: Burt Seeger.

Nicolaj Stott red akkurat som Carlos Lopez to vindere. Først sikrede han karrierens første sejr til Mille Eisner-trænede Gypsy Cat (Mambo King), som førte hele vejen ned gennem opløbet yderst i banen og slog Margiduddi og Lomax.

Gitte, Mille og Jeppe Eisner fejrer sejren med Mambo King-datteren Gypsy Cat. Foto: Burt Seeger.

Gypsy Cat ejes af Club Mambo, der bl.a. består af Gitte og Jeppe Eisner, og det var uden tvivl en følelsesladet sejr for familien, som også havde ejerinteresser i den nu afdøde Pokalløbs (L)-vinder Mambo King (Diktat). Mambo King der netop er far til Gypsy Cat og løbets andenhest Margiduddi.


Saw Box Carlras vinder for Nicolaj Stott. Foto: Burt Seeger.

Nicolaj Stotts anden dagssejr kom i hus med Maria Quist Ladefogeds Saw Box Carlras (Mingun), der vandt med små to længders afstand til stærkt afsluttende Rosa (Nobileo) og Lima (Team Player).

Nicolaj Stott på Saw Box Carlras med træner Maria Quist Ladefoged ved siden. Foto: Burt Seeger.

Sapper og Per-Anders Gråberg vinder en sikker sejr før Hongkong Yob/Oliver Wilson. Foto: Burt Seeger.

I sit 14. forsøg lykkedes det endelig for Jane Groves 4-årige Sapper at få aflagt maidentitlen i hænderne på Per-Anders Gråberg. Sapper slog ganske let med fire længder en anden Aarhus-gæst i Marc Stotts Hongkong Yob (Frozen Power) og yderligere to længder til Søren Jensen-trænede Mogens (Tertullian).

Heart Of Baileys med Annie Nilsson-Lindahl. Foto: Burt Seeger.

Endelig blev det også til en enkelt svensk sejr på Klampenborg til Tommy Benlows Heart Of Baileys (Heart Of Oak), som holdt et udmærket angreb fra Sun Of A Gun (Mingun) og Althon (Dansili) fra livet.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top