fbpx

John Nielsens første udlandstur i år

Aalborgs championtræner, John Nielsen, er på gæsternes hold torsdag aften på Øvrevoll, hvor veteranen sadler tre heste. ”Min mand skal på en lang udflugt”, fortæller trænerens hustru, Hanne Nielsen.


“Han skal med færgen i aften fra Frederikshavn til Göteborg klokken 22.30, og han er så først hjemme igen på fredag. Vi har 11 heste i træning for tiden, og det er ikke let at finde løb til dem, men vi tror på et godt udbytte i Oslo”, fortsætter hun.

”Amelia Jay (4. løb – nr. 6) var meget fin i sæsondebuten her i Aalborg, hvor hun vandt med fire længder og kræfter sparet. Løbet i morgen rides på sandbanen, men det har hun prøvet tidligere og det tror vi ikke skaber nogen problemer. Hun kan godt være med fremme”, siger Hanne Nielsen.

”Angels Calling (5. løb – nr. 2) var John ikke tilfreds med i sæsondebuten. De 2000 meter var så heller ingen fordel, men morgendagens 1600 meter passer betydeligt bedre, og den har tidligere løbet godt på deres sand i Norge. Vi tror på en præmie”.

”The Other Lady (5. løb – nr. 9) føler John ikke, at han får det ud af, som han burde. Hun havde trænet til mere end hun viste i sæsondebuten, men man skal huske på, at hun gik to gode løb på Øvrevolls sand forrige år, og hun kan således godt være en fidus”, slutter Hanne Nielsen.

John Nielsen er ikke bygget på skånekost. Efter den lange tur til Norges hovedstad, gælder det Aarhus lørdag med fire starter for den nordjyske galopsports fløjtræner.


Program: Øvrevoll, torsdag 26. maj kl. 18.00

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top