Aalborg-træner John Nielsen blev på Hestesportens Galla i Nyborg kåret som Årets Galopamatør i kamp med amatørrytterne Lea Olsen og Amanda Harbjerg.
John Nielsen opnåede et fremragende facit for sæsonen 2012, idet han i alt sadlede 16 vindere på de skandinaviske baner.
Han rejste flittigt til især Göteborg og Øvrevoll, og på sidstnævnte bane hentede han i alt fem af sine 16 triumfer. John Nielsens heste indløb i alt mere end en halv million kroner i 2012, og ifølge Dansk Galops sportssystem har han lige nu 11 heste i træning, og han ejer samtlige selv.
Staldens to bedste væddeløbere er den nu 4-årige Dicky Mint (Osorio), der vandt fire af sine ni starter i 2012, og den ældre hoppe Killiney (Domedriver). De to heste har henholdsvis 77 og 76 i handicap ved indgangen til den kommende sæson.

























