Årets sidste skandinaviske væddeløbsdag fandt sted onsdag eftermiddag på Täby, og her var der udover de fem rammeopgør naturligvis stort fokus på både Täbys og de samlede svenske championater.
Jacob Johansen var inden løbsdagen to pinde foran Per-Anders Gråberg, og Gråberg behøvede således to vindere for at kunne tage championatet på sin hjemmebane i Stockholm. Og det startede også lovende, da svenskeren allerede i dagens første opgør sejrede på ryggen af Caroline Malmborg-trænede Eskimo i et maidenløb for 3-årige heste. Eskimo vandt overlegent med 6½ længde foran Mel Street med Jacob Johansen i bøjlerne.
Så var Gråberg kun en enkelt vinder bag Johansen, og efter en tredjeplads i det efterfølgende opgør var han tæt på at vinde med 3-årige Dust Cloud, som dog måtte se sig slået med en længde af Popeue Boy, redet af Danny Patil. Netop Danny Patil fik dermed sat en streg under sit svenske lærlingechampionat i kamp med danske Oliver Wilson.
Netop Oliver Wilson fik til gengæld lov at runde året 2011 af i Skandinavien med en skrivebordssejr i det afsluttende klasse-3-handicap. Her var Olivminot og Annelie Hollstenius ellers først over stregen, men Wilsons hest Tycho Tycho fik efterfølgende tildelt sejren efter protest.
Det lykkedes ikke Per-Anders Gråberg at ride flere vindere, og dermed vandt Jacob Johansen Täby-championatet med samlet 35 sejre mod Gråbergs 34. Jacob Johansen nåede samtidig også præcis 100 sejre i denne sæson.
Allerede den 1. januar er heste og jockeys tilbage i aktion på Täby – og så er en ny skandinavisk sæson allerede skudt i gang!
























