fbpx

Jockey Club Cup (L) næste opgave for Captain Morgan

Marc Stott fortsatte sin imponerende forårsform med at sadle to vindere på Klampenborgs premieredag. Den første var evnerige Captain Morgan, der for tredje år i træk vandt sin sæsondebut og nu sigtes mod Dansk Jockey Club Cup (L) den 21. maj.


Captain Morgan/Oliver Wilson besejrer Brownie/Rafael Schistl og Irish Rock/Per-Anders Gråberg i Nine Furlong Handicap. Foto: Burt Seeger.
Captain Morgan/Oliver Wilson besejrer Brownie/Rafael Schistl og Irish Rock/Per-Anders Gråberg i Nine Furlong Handicap. Foto: Burt Seeger.

Captain Morgan havde mange længder at hente på bagsiden, men Oliver Wilson bedømte den hårde pace perfekt.

Som sædvanligt lagde Footstepsofspring/Ulrikke Nielsen et godt tempo fra start med Ray, Finn Ind Again og Brownie som de nærmeste bag sig.

Både Captain Morgan og Irish Rock lå lidt på mellemhånd henover bagsiden, men begge avancerede kraftigt indvendigt i banen rundt opløbssvinget og fik kontakt til de forreste kort ind på det lige.

Footstepsofspring og Ray holdt godt ved udvendigt, men det var Brownie i midten samt Captain Morgan og Irish Rock der skød bedst fart op mod stregen og til slut afgjorde den fynske gæst vældig sikkert med en længdes afstand til Brownie og yderligere halvanden til Irish Rock.

Ray og Footstepsofspring holdt hjem til de sidste præmiepenge før Valtournanche, Art Law, Marquis First, Finn Ind Again, Caitling og Mulan.

Førstepræmien var 25.000 kroner værd for Stald Inco, som ejer 5-årige Captain Morgan. Diamond Green-sønnen startede for kun ottende gang i karrieren og tog sin fjerde sejr.

Captain Morgan, Oliver Wilson og Marc Stott. Foto: Burt Seeger.
Captain Morgan, Oliver Wilson og Marc Stott. Foto: Burt Seeger.

Han gik ubesejret igennem 3-årssæsonen med sejr i bl.a. Skandinavisk Mesterskap for 3-åringer, og i fjor lagde han ud med at vinde Jydsk Champion Stakes i Aarhus, men fik derefter sine chancer ødelagt rundt tribunesvinget i Scandinavian Open.

Herefter var han aldrig rigtigt sig selv og netop derfor var sejren i lørdagens sæsondebut ekstra vigtig for kredsen omkring hesten.

“Vi spændte buen hårdt sidste år ved at lade ham starte i Scandinavian Open i sin blot fjerde karrierestart, og selv om vi fortsat har tiltro til, at han kan udvikle sig til en elitehest, så går vi mere forsigtigt til i år. Hvis han kommer godt over det her løb, bliver næste opgave Dansk Jockey Club Cup (L) den 21. maj”, fortalte hestens ejer, norske Stein Modahl, efter løbet til GalopSport.

Captain Morgan og Oliver Wilson flankeret af træner Marc Stott og ejer Stein Modahl efter sejren i Nine Furlong Handicap. Foto: Burt Seeger.
Captain Morgan og Oliver Wilson flankeret af træner Marc Stott og ejer Stein Modahl efter sejren i Nine Furlong Handicap. Foto: Burt Seeger.

Også Bent Olsen-trænede Brownie og Flemming Velins Irish Rock havde ære af løbet. Førstnævnte løb ligesom vinderen med 63 kilo på ryggen og blev ifølge hans jockey Rafael Schistl en anelse træt til slut.

“Han havde ikke mere luft til sidst mod en god vinder, men han vil uden tvivl gå meget frem med det her løb i kroppen og med et godt startspor i Pramms tror jeg han kan få penge med hjem derfra”, sagde brasilianeren, der kun havde det ene ridt på dagen.


Run By Faith/Jacob Johansen vinde Mile Handicap. Foto: Burt Seeger.
Run By Faith/Jacob Johansen vinde Mile Handicap. Foto: Burt Seeger.

Run By Faith sikrede 100% udbytte

Marc Stott havde en enkelt hest mere med i transporten fra Odense til Klampenborg, og også her blev det sejr.

Denne gang med Martin Svaneborgs nyerhvervelse Run By Faith, der i hænderne på Jacob Johansen vandt ganske sikkert over 1600 meter foran Certino og Wyclef.

Den 4-årige hoppe var i fjor i træning hos Jessica Long og leverede flere glimrende indsatser mod en række af de bedste heste i årgangen.

Om Sixties Icon-datteren kan løftes de sidste kilo for også at kunne tage  kampen op imod Skandinaviens bedste hopper må tiden vise, men hun leverede en stærk sæsondebut med 65 kilo på ryggen og kan sagtens være på vej mod endnu større opgaver.

Marc Stott og Martin Svaneborg tager imod Run By Faith og Jacob Johansen efter sejren i Mile Handicap. Foto: Burt Seeger.
Marc Stott og Martin Svaneborg tager imod Run By Faith og Jacob Johansen efter sejren i Mile Handicap. Foto: Burt Seeger.

Marc Stott har indledt 2016 på forrygende vis. Han har hidtil sadlet seks heste – fire i Aarhus og to i Klampenborg – og facit er fire sejre, samt en anden- og en tredjeplads.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top