Jørgen Tølbøll er på gæsternes hold ved næste lørdags sæsonpremiere i Klampenborg. “Jeg forventer at sende tre heste over, uden at jeg har tro på det store”, siger Odense-træneren til GalopSport.
”Vores heste er ikke så hårdt tunet og de behøver et løb i kroppen, så de bliver umiddelbart ikke noget for vinderspillerne”, fortsætter han. “Vi kommer med Borodino, Mytho og debutanten Indian Marteeny. Le (Tøllbøll – red.) rider samtlige tre”.
“På Klampenborgs andendag kommer vi over med Magnifico, som vandt første gang ude på samme bane i fjor. Den blev skadet sidste år, og har derfor ikke startet siden juli”.
Ungheste er sædvanligvis ikke noget man forbinder med Jørgen Tølbøll, men den nuværende besætning på fem omfatter 2-årige Margiduddi.
”Hun er meget tiltalende i træning. Det er afkom nummer fire ud af moderen Hot Chili. De tre første har Idaho Quest som far, og han har ikke udmærket sig i avlen. Margiduddi er efter Mambo King, og jeg synes det ser rigtig godt ud på nuværende tidspunkt”.
”Vi har derfor også valgt at bedække Hot Chili i år. Hun er gået til Sjælland, til familien Bechmanns avlshingst Pistachio, som jeg synes har gjort det forrygende med meget få chancer”, slutter Jørgen Tølbøll.