Efter nogle år med base i Dubai, er Jan Olsen og familien tilbage i Danmark. Det betyder, at der igen satses helhjertet på fuldblodssporten i eget regi. “Vi har netop købt gården i Korsør tilbage. Det var hér vi boede fra 2005 til 2012, og det er herfra vi skal træne vores heste fremover”, fortæller Jan fredag eftermiddag til GalopSport.
Træningskarrieren genoptages på amatørlicens med fem heste i stalden.
6-årige Go Goofy (Goken), 7-årige Tony Soprano (American Post), 4-årige Longchamp (Evasive), 3-årige Maisons Laffitte (Al Wukair) og 2-årige Clairefontaine (Girolamo).
“Ja, der sker lidt efter to og et halvt års pause, men batterierne er ladet op igen”, griner Jan Olsen, som ikke alene skal til at træne heste igen, men også fortsætte som satsende opdrætter.
Og som det klart skinner igennem på navngivningen af hestene, er det med en forkærlighed for det franske.
“Vi sender tre hopper til bedækning ved Hey Gaman på Haras du Taillis, og vi melder ham samtidig til den skandinaviske Breeders’-serie for de 1,900 euro han står til i bedækningstakst”, afslører Jan.
Familien Olsens hopper, som snart er på vej til Frankrig er Danish Design (American Post), Aylin (Gold Away) og sidstnævntes ustartede datter Pie O My (Kendargent), som også er halvsøster til førnævnte Longchamp.
“Når de tre hopper vender tilbage til Danmark, skal de opstaldes og fole på Stutteri Nova på Fyn”, siger Jan.
9-årige Hey Gaman (New Approach) vandt som 4-årig Prix du Palais-Royal (Gr.3) på Longchamp, og han var Listed-vinder som 2-årig i England for træner James Tate.
Desuden var han anden i det franske 2000 Guineas, Poule d’Essai des Poulains (Gr.1) og flere øvrige Gruppeløb i både England og Irland.
Hey Gaman indledte karrieren på Haras du Taillis i 2021, og hans første årgang rammer banerne senere i år.
“Hverken Danish Design, Aylin eller Pie O My blev bedækket i fjor, men de har alle tre åringer i 2024 efter Girolamo. Vi er tilbage i Danmark, med alt hvad det indebærer”, afslutter Jan Olsen.