fbpx

Perfekt Breeders’-optakt af Iron Butterfly

Sidste sæsons danske Derbyvinder Iron Butterfly leverede en forrygende sæsondebut i tirsdagens bedst betalte opgør på Øvrevoll, Familien E Nagell-Erichsens Hoppeløp over 1600 meter græs.



Swipe-datteren blev taget helt roligt fra start af sin faste makker Carlos Lopez, der først sent i opløbet gav sin hest marchordre, hvorpå hun svarede prompte.

Niels Petersen-trænede Iron Butterfly vandt let med lidt mere end en længde foran Takeko (Mehmas) og For The Roses (Eishin Dunkirk), der løb ‘dead heat’ om andenpladsen. Siden fulgte Tambora Queen (Outstrip) og Smooth Escape (Tertullus).


Iron Butterfly vinder Familien E Nagell-Erichsens Hoppeløp. Foto: Anders Kongsrud/www.hesteguiden.com.

Førstepræmien var 90.000 norske kroner værd for Wibecke Nagell-Erichsen, der nu med spænding kan se frem til superhoppens næste start, der bliver den 4. juni i Dansk Breeders’ Cup på Klampenborg. Det bliver samtidig første gang Iron Butterfly starter på Klampenborg siden Derbysejren i fjor.

Samtidig får hun mulighed for at revanchere sin halvsøster Careless Whispers andenplads fra sidste års Breeders’ Cup.


Raphael Freire får større og større succes som træner på Øvrevoll, og på Nationaldagen blev han lidt af en magtfaktor med to glimrende sejre til henholdsvis Semper Fi (Appel Au Maitre) i Forsommerløp for 3-åringer og til Hotline Bling (Cotai Glory) i det altid velbesatte 17. maj-3-årsløb for importer.

Semper Fi fik en langsom start under Malin Holmberg, men rytteren red til gengæld iskoldt og afventede sit angreb til opløbet, hvor Semper Fi i et snuptag fløj forbi en række chanceløse konkurrenter til førstepræmiens 75.000 kroner.

Hotline Bling var til gengæld foran hele vejen under Manuel Martinez, og selv om den hidtil ubesejrede norske Kriteriumsvinder Downtown Leo (Speightstown) en overgang så ud til at være bedre gående, kæmpede Hotline Bling heroisk og vandt til slut let med en længde foran klart forbedrede Dear Bear (Kodi Bear).

Kræfterne ebbede en smule ud for Downtown Leo op mod målstregen, og han måtte denne gang nøjes med tredjepladsen – dog stadig med god afstand til Hear The Drums (Appel Au Maitre) og Hard One To Please (Fast Company) på de sidste præmiepladser.



Manuel Martinez vandt desuden med Hanne Rådstogas Simply Minds (Belardo), mens Wido Neuroth tog revanche for Downtown Leo da Stall Perlens 2000 Guineas-vindende duo Like A King (Kingman) og Nordic (Gleneagles) besatte de to første pladser foran Hollywoodboulevard (Wilshire Boulevard) i dagens afsluttende handicap.

Endvidere bød dagen på to sejre til lærling Willa Synøve Schou, der vandt med Henrik Engbloms The Skimmer (Swipe) og Hallvard Somas Rock Dancer (Areion).


Resultater: Øvrevoll, tirsdag 17. maj.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top