Selv efter en problematisk rejse, hvor sejrschancen en overgang så ud til at være mistet på bagsiden, var Stall EOS’ 3-årige hingst Icaros atter engang knusende overlegen i konkurrence med sine jævnaldrene, og med hele otte længder vandt han tirsdag aften Breeders’ Trophy Classic over 1950 meter på Täby.
Under Yvonne Durant fik Icaros til at starte med en fin indvendig rejse fra spor ét, men på midten af bagsiden blev pladsen knap, og Durant måtte en overgang tage hårdt op i hesten samtidig med at flere af de foranliggende forsøgte at stikke af. Det tog et stykke tid for Icaros at finde aktionen igen, men i sidste del af opløbssvinget fik han kontakt med de forreste, og da han fik endelig marchordre trak han i vanlig stil suverænt væk fra de øvrige, hvoraf Elegant Song/David Delgado og Nottingham/Manuel Martinez var bedst.
Sejren i Breeders’ Trophy Classic var 555.217 svenske kroner værd for Icaros, men med til sejren hører også en bonus på 500.000 kroner, idet Zafonic-sønnen nu har vundet samtlige de tre første løb i Breeders-serien og dermed ikke engang behøver at starte i næste års Breeders’ TrophyStayer for at hjemtage bonus’en.
Icaros har startet syv gange i år, og kun en enkelt gang er han blevet besejret, hvilket var hjemme på Øvrevoll som anden bag Tertullus i Norsk 2000 Guineas.
At WidoNeuroth har måtte sige farvel til sin mangeårige førstejockey Fredrik Johansson ser ikke ud til at have gjort den store forskel på resultaterne. På den svenske Derby-dag sørgede Eddie Ahern for at udfylde Johanssons plads til perfektion, og denne tirsdag var det Yvonne Durants tur. Durant red tre heste for Wido Neuroth, og alle tre vandt!
Foruden Icaros vandt Neuroth og Durant nemlig også Vitafloor Maidenlöpning med den 2-årige debutant Great Gambo, og de sluttede aftenen af med at vinde Breeders’ Consolation med Miss August, der slog Ruinart og danske Sir Alexander. Både Great Gambo og Miss August er i øvrigt ejet af Stall Party, der nok ikke var kede af at lade deres heste følge med Icaros til Stockholm.