fbpx

Ingen tvivl i Dansk St. Leger

Jessica Long sadlede sin tredje danske St. Leger-vinder på fire år, da Freestyler lørdag eftermiddag med lethed vekslede andenpladsen i Dansk Derby til en overlegen seks længders sejr i årets sidste klassiker på Klampenborg.


Steinway fører St. Leger-feltet ind i tribunesvinget. Foto: Burt Seeger.
Steinway fører St. Leger-feltet ind i tribunesvinget. Foto: Burt Seeger.

I hænderne på Jacob Johansen fik Freestyler en perfekt indvendig rejse bag førende Steinway, og da det meste af feltet rundt sidste del af opløbssvinget for alvor blev testet af den lange distance, kunne Freestyler uden problemer rykke fra konkurrenterne op mod målstregen.

Steinway kæmpede bravt til andenpladsen foran sin staldkammerat, Yes Sir, hvorefter Leonardo og vinderens staldveninde Zagharit tog de sidste præmiepenge.

Freestyler og Jacob Johansen vinder Dansk St. Leger foran Steinway og Yes Sir. Foto: Burt Seeger.
Freestyler og Jacob Johansen vinder Dansk St. Leger foran Steinway og Yes Sir. Foto: Burt Seeger.

Førstepræmien i Dansk St. Leger var 100.000 kroner værd for Stall Freestyle – Easy, som består af en enorm svensk ejerkreds.

Ikke alle var på plads denne lørdag i Klampenborg, men der blev alligevel fyldt godt op i sejrsområdet efter triumfen.

Glæde hos Stall Freestyle - Easy efter St. Leger-triumfen. Foto: Burt Seeger.
Glæde hos Stall Freestyle – Easy efter St. Leger-triumfen. Foto: Burt Seeger.

“Freestyler står også i Svenskt St. Leger om små tre uger, men meget kan ske på denne tid af året, så det er langt fra afgjort, om vi tager til Bro Park med ham. Dog tror jeg ikke, at dagens løb tog særlig meget ud af ham”, sagde en glad Jessica Long, som også vandt Dansk St. Leger i 2014 og 2015 med Inaya og Sergel.

Dermed har hun nu overgået sin mor, Caroline Strömberg, i antallet af danske St. Leger-triumfer.

Caroline Strömberg sadlede i 2004 Sibelius til sejr og fulgte siden op med Django i 2006, inden Jessica og Padraig Long overtog trænerforretningen i sidste halvdel af nullerne.

Jacob Johansen vandt Dansk St. Leger for tredje gang i karrieren. Foto: Burt Seeger.
Jacob Johansen vandt Dansk St. Leger for tredje gang i karrieren. Foto: Burt Seeger.

Areion-sønnen Freestyler er opdrættet i Skåne af Eva C S Pettersson og tredje afkom ud af Swedish Shave-datteren Swedish Girl, som vandt tre af sine 11 karrierestarter.

Swedish Girl har hidtil gjort det stærkt i avlen, hvor hun foruden Freestyler også er mor til 4-årige Nanodes (Helsinki), som efter sin sejr i onsdags på Jägersro nu er oppe i et handicap på 87.


Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top